Nyt bog om landarbejdernes maler

Man kan under læsning af Ralph Sonnes bog H.A. Brendekilde. Værk og betydning i dansk kunst- og kulturhistorie, ikke lade være med igen og igen at studere coverbilledet af malerens mest berømte værk, ’Udslidt’. Knælende ved sin døde mand, der er segnet om i arbejdet med at samle sten på en gold mark, skriger landarbejderkonen afmægtig og protesterende mod himlen. Maleriet fra 1889 gjorde H. A. Brendekilde internationalt kendt og indskrev ham i tidens moderne gennembrud, som også talte vennen og kollegen L.A. Ring og Lykke-Per aktuelle Henrik Pontoppidan. I de år var Brendekilde (1857-1942) socialt indigneret og fandt sine socialrealistiske motiver blandt landbefolkningens dårligst stillede. Siden blev han mere kendt for sine idylliske stokrose- og bindingsværkmotiver.

Denne udviklingshistorie tager Ralph Sonne under indsigtsfuld behandling i en bog, der er rigt udstyret med illustrationer af ikke blot Brendekildes, men også en række samtidige og senere billedkunstneres værker. Herunder ikke mindst Edvard Munchs ikoniske ’Skriget’ fra 1893, som Sonne argumenterer for er direkte inspireret af ’Udslidt’. Ved at afdække de to kunstneres krydsende udstillingsveje i ind- og udland – deriblandt Verdensudstillingen i Paris i 1889, hvor de hang dør om dør – påviser Sonne, at nordmanden meget vel kan have fundet sit verdensberømte skrig hos den danske kollega.

Man gribes af beretningerne om Brendekilde og hans liv og værk, og gengivelserne af de mange kunstværker er en fryd for øjet.

Info:

Bogen ’H.A. Brendekilde. Værk og betydning i dansk kunst- og kulturhistorie’ er udkommet på Forlaget Multivers og koster 329 kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle