Nyt logo for Arla varsler også ny retning

Som en del af en ny retning for virksomheden skal Arla Foods til efteråret have nyt logo. Det betyder farvel til den røde farve.

Både forbrugere og leverandører skal vænne sig til at tænke i nye baner, når de tænker på Arlas logo. Til november skifter mejerikoncernen nemlig til et nyt grønt logo, der skal erstatte både det nuværende røde forbrugerlogo og det nuværende grønne leverandørlogo.

"Som virksomhed skal vi de kommende måneder arbejde med, hvilken retning vi ønsker at gå i fremtiden. Som en del af den nye rejse, vi skal ud på, er det naturligt at skifte til ét fælles logo, der omfatter alle virksomhedens aktiviteter. Vi har derfor valgt at videreudvikle det grønne logo, fordi vores undersøgelser viser, at det er det, som forbrugerne har klart størst sympati for," fortæller Anne With Damgaard, koncernmarketingchef i Arla Foods.

Koster 20 mio. kr.

Arla Foods' logo blev seneste skiftet i år 2000, da Arla og MD Foods fusionerede. Dengang var det en kostbar affære at bytte logoer ud - en udgift, der løb op i små 100 mio. kr. Denne gang bliver prisen væsentligt lavere - cirka 20 mio. kr. - en udgift, Arla Foods mener er pengene værd.

"Det her er meget mere end bare et logoskifte. Det her er en helt ny retning for Arla som brand, og det er et logo og et brand, som vi kommer til at arbejde med i mange, mange år fremover. Samtidig betyder det, at vi fremover kun skal arbejde med ét logo, hvilket alt andet lige bliver billigere," siger Anne With Damgaard.

Præcis hvad Arla Foods' nye retning kommer til at indebære, ønsker virksomheden dog endnu ikke at udtale sig om. Retningen skal først diskuteres internt i virksomheden, før den bliver præsenteret for offentligheden til efteråret.

Af samme grund vil Arla endnu ikke frigive en officiel kopi af det nye logo.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle