Nyt Osted Ost søger leverandører

Efter konkursen tidligere i år arbejder nye investorer nu på at genstarte mejeriets egen produktion af både ost og mælk.

Til november kan forbrugerne igen købe frisk mælk med Osted Osts navn på.

De nye investorer, der i sommer købte aktiverne ud af konkursboet efter Osted Ost og Mejeri, barsler nemlig med at genetablere produktionen.

»Hvis det hele falder i hak, skulle vi være klar til at producere mælk omkring 1. november. Det drejer sig primært om detailmælk, men hvor stor volumen vi skal producere, afhænger af om vi kan levere til de steder, som Osted har leveret til tidligere,« forklarer Jens Meldgaard Ryhl, der er talsmand for bestyrelsen i Osted Ost af 2013.

Forhandler med landmænd

Osted Mejeri gik konkurs i juni efter flere år med en anstrengt økonomi for ejer Karl Simonsen. Forinden havde der været forhandlinger med de fire forretningsfolk om at investere. En løsning kom dog først på plads nogle uger efter konkursen.

Ostebutikken blev genåbnet allerede få dage efter og kører nu ifølge investorerne flot med en salgsfremgang.

I øjeblikket forhandler det nye selskab om kontrakt på de nye lokaler, hvor produktionen af såvel ost som mælk skal lægges. Her forventes der at kunne hentes betydelige rationaliseringer, da den hidtidige produktion i den nedlagte tankstation i Osted kæmpede med pladsproblemer.

Derudover er mejerifolkene i kontakt med mælkeproducenter på Sjælland.

»Vi har kontakt til tre leverandører, hvoraf den ene repræsenterer flere små. Planen er, at de skal være faste leverandører til os, og at vi henter mælken eventuelt via en ekstern vognmand,« forklarer Jens Meldgaard Ryhl.

»Vores forventning er at betale det, man kan kalde en markedspris. Vi kommer ikke til at ligge i bunden af afregningerne,« siger han og tilføjer, at mejeriets vil sælge til segmentet, der går efter kvalitet frem for pris.

Før konkursen blev Osted-mælken solgt i Rema1000. Dette kan igen blive aktuelt.

Karls rolle skal afgøres

Karl Simonsen fik efter konkursen tilbud om at investere i det nye mejeri, men afslog. I dag fungerer den 65-årige ostemand som konsulent.

»Vi ser meget gerne Karl som en del af den fremtidige løsning. Hvad han rolle bliver fremover, vil blive klargjort i den næste måned,« lyder det fra Jens Meldgaard Ryhl.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle