God sundhed og ad libitum tørfodring har altid været en cocktail med visse ulemper, men et nyt fodringssystem begrænser foderoptagelsen og dermed ulemperne.
Gode gener giver god appetit, og god appetit betyder høj tilvækst. Men høj tilvækst er ikke altid godt for grisene. Det måtte Poul Quist Iversen, Lyngbogård ved Varde, konstatere, da han skulle levere de første polte fra sin nysanerede opformeringsbesætning.
"Vores polte blev alt for store. Derfor var vi nødt til at sortere for mange fra," fortæller han i dag.
Polte, som er i alt for godt huld, kan betyde ringere holdbarhed og give faringsproblemer, så Poul Quist skulle undgå, at disse dyr kom med til hans kunder. I stedet forsøgte han at reducere energiindholdet i foderet for at sænke tilvæksten.
"Vi fik blandet solsikke, rapsskrå og klid i foderet, men det hjalp slet ikke nok," husker Poul Quist.
En dag snakkede han med Sdr. Vissing Staldinventar, hvor salgskonsulent Jørgen B. Madsen fortalte, at de havde kontakt til det lille firma Techno-Com, som netop arbejdede på at færdigudvikle en tørfodervæg, der kan udfodre tørfoder restriktivt.
Inden længe var de første 16 tørfodervægge installeret på Lyngbogård.
Og de foreløbige erfaringer er meget lovende, mener han.
Max 2,6 FE
Han er ved at prøve sig frem til, hvilken foderstyrke poltene skal fodres efter. Med ad libitum fodring skønner han, at LY-polte på 22-26 uger æder mellem tre og fire foderenheder dagligt, og det er alt for meget.
"I starten satte jeg grænsen ved 2,8 FE pr. dag, men jeg skal nok endnu længere ned. Måske helt ned på 2,6 FE," lyder hans forventning.
Han er opmærksom på, om begrænsningen kan have negative konsekvenser for poltene, men det har han ikke set endnu.
"De skulle nødig blive aggressive eller begynde at bide haler, men det har vi heldigvis ikke set noget af," konstaterer Poul Quist med tilfredshed.
Det væsentligste for ham er, at det nye fodringsanlæg betyder, at han ikke skal frasortere så mange polte. At der også er udsigt til en pæn besparelse på foderbudgettet tager han gerne med. Ikke mindst fordi han leverer mange store polte på 30-32 uger til sine kunder:
"Jeg vil tro, jeg sparer én foderenhed om dagen for hver polt over 20-22 uger. Går de 10 uger i stalden med Sdr. Vissing tørfodervæggen, bliver besparelsen let mellem 100 og 150 kr. pr. polt," regner han sig frem til.