Nyt træk-system til JF-blandere

Trækstangen indstilles fra blandevognens styreboks i traktorens førerkabine. En hydraulisk dæmperfunktion opfanger stød og hop. Det forbedrer førerkomforten og skåner traktoren og blanderen.

Hvis ikke det var, fordi JF-STOLL nu kan tilbyde en hydraulisk affjedret, indstillelig trækstang til sin fuldfoderblandere, havde mælkeproducent Per Warming, Blære ved Aars, formentlig måttet gå ned i en 2-akslet blander i stedet for den nye 3-akslede VM 32 vertikalblander med overbygning, som han fik leveret fra Midtfjord Agro i Løgstør i december sidste år.

Faktisk var hans nye 3-akslede vertikalblander, der med overbygning kan rumme 45 kubikmeter, udstyret med en helt traditionel fast trækstang, da han fik den hjem. Men der viste sig at være et problem.

Traktorens bagende blev løftet

»Da vi første gang skulle køre ud af stalden med den nye 3-akslede blander, løftede den bagenden af den 150 hk store traktor, fordi vi har en ret stejl nedkørsel lige uden for stalden. Det var med andre ord umuligt at køre ud af stalden med blanderen, medmindre vi fik løst problemet på en eller anden måde,« fortæller Per Warming, der har 240 sortbrogede malkekøer på Gl. Sognefogedgaard.

»Problemet kunne sikkert have været løst ved at gå ned i en 2-akslet blander, men to aksler er for lidt til den størrelse blander, vi gerne vil køre med,« tilføjer den vesthimmerlandske mælkeproducent.

Han drøftede problemet med JF-STOLL, som allerede arbejdede på udviklingen af en hydraulisk affjedret, indstillelig trækstang. Nu blev Per Warming involveret i færdigudviklingen af trækstangen, som blev monteret på hans nye VM 32'er.

Indstilles fra førerkabinen

Trækstangen, der er bevægelig op/ned, er udstyret med to hydrauliske cylindre, en på hver side. Og trækstangen indstilles fra blandevognens styreboks i traktorens førerkabine.

»Nu kan vi køre ud af stalden og ned ad den stejle nedkørsel lige uden for, uden at det giver problemer af nogen art. Den bevægelige trækstang følger bare med nedad, når traktoren kører ud på nedkørslen, mens blanderen stadig står vandret inde på enden af foderbordet,« forklarer Per Warming.

»Vi kører i øvrigt en del på landevej med fuldfoderblanderen, blandt andet fordi vi også bruger den til at hente korn med. Her giver trækkets hydrauliske dæmperfunktion en mærkbar forbedring af førerkomforten, fordi dæmperfunktionen opfanger stød og hop og herved også skåner såvel traktoren som blanderen,« siger han.

En vigtig funktion

»Desuden kan trækstangen indstilles, så blandervognen holder vandret under blanding. Det er vigtigt, da det giver en bedre og mere ensartet blanding.

I øvrigt er det den vesthimmerlandske mælkeproducents opfattelse, at den nyudviklede trækstang gør det muligt at nøjes med lidt mindre traktorer end ellers til store fuldfoderblandere. Trækstangen er på nuværende tidspunkt kun monteret på en enkelt anden JF-STOLL fuldfoderblander.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle