Oh! by Kopenhagen Furs ambitioner vokser med ny kollektion

At designe overtøj er noget helt nyt for Oh!.

Oh! by Kopenhagen Fur er startet af Kopenhagen Fur som accessory-brand for at udvide brugen af pels og gøre det moderigtige og bæredygtige materiale tilgængeligt for en yngre og bredere målgruppe end den klassiske pelskøber. Vi har igennem nogle år haft meget stor succes med vores charms, som er små sjove pelsfigurer og haler, som kan hænges på tasker. De er i høj grad blevet synlige i gadebilledet, hvor især en yngre målgruppe har taget den uhøjtidelig måde at bruge pels på til sig. Sammen med tasker af pels eller i kombination af pels og læder har de udgjort Oh! by Kopenhagen Furs kollektioner.

Nu har vi så taget skridtet videre og har med stolthed præsenteret en helt ny del af Oh! by Kopenhagen Fur universet; The Coat Collection. Det er et nytænkende take på den klassiske pelsfrakke i et farvestrålende og cool univers, hvor alle kan være med.

Næste skridt

At designe overtøj er noget helt nyt for Oh! – men samtidig et meget naturligt ’næste skridt’. Vi er et kreativt pelsbrand med store ambitioner, og det var derfor helt naturligt at udvide vores sortiment fra accessories til også at inkludere en overtøjslinje.

The Coat Collection består af fire frakker, som er designet ud fra tanken, at de skal kunne indgå som en fast del af kvindegarderoben på tværs af sæsoner. Uldfrakkerne er af højeste kvalitet og har eksklusive og opsigtsvækkende mink- og rævepelsdetaljer. Frakkerne kan alle kombineres med Oh!s nye kraver i ræv for et individuelt og unikt look.

Opsigtsvækkende samarbejde

Oh! by Kopenhagen Fur har indgået et helt særligt og opsigtsvækkende samarbejde med den talentfulde og æstetiske danske kunstner Sarah Becker. Sarah har håndlavet et unikt broderi eksklusivt for Oh!, som er at finde på The Claire Coat fra The Coat Collection og på tilhørende halstørklæde og hue med pelskvast, begge udfærdiget i 100 pct. lambswool.

Frakkerne ligger i et prisleje fra 4.000 til 9.000 kr. for Sarah Becker-versionen med håndbroderi. Det er i tråd med vores ambitioner om at nå et ungt og bredt publikum med højkvalitets mode- og pelsprodukter i et tilgængeligt prisleje.

Gode salgstal

Frakkerne har været til salg i en uge i vores webbutik, www.ohbykopenhagenfur.com, med virkelig gode salgstal. De er i 44 fysiske butikker spredt ud over hele Danmark, og i den kommende uge gennemfører vi kundearrangementer i detailbutikker fra Sønderborg til Bornholm.

I designet af kollektionen har vi arbejdet med bæredygtighed, og det vil også blive et gennemgående tema, når vi tager næste skridt: Full fur-frakker. Vores første full fur kommer i denne måned, og i 2018 tager vi det fulde skridt.

Oh! by Kopenhagen Fur bliver et fuldtonet pelshus med fokus på bæredygtighed og med kollektioner rettet mod et bredere pelspublikum. Vores salgstal viser, at interessen for pels er stærk.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle