Oksekødskongen kunne have forvaltet indlånsrenter

60 1. juli kan Erling Plagborg Iversen fejre 60 års jubilæum i slagteribranchen. Trods en alder på 76 år er pension ikke noget, han tænker på.

Han har solgt oksekød til paven, fløjet som artilleri-pilot under soldatertiden og håndplukket uanede mængder af oksekød til kræsne købere i hele Europa.

I sit snart 60-årige virke i den danske slagteribranche har Erling Plagborg Iversen oplevet mere end de fleste.

Og selvom han er blevet 76 år, møder han stadig ind på kreaturslagteriet i Kjellerup hver morgen klokken fem for at finde det kød frem, som skal sendes til opskæring.

»Jeg har svært ved ikke at tage fat. Sådan har det altid været, og heldigvis har jeg stadigvæk et godt helbred«, fortæller han.

Indtil 2012 var han direktør for kreaturslagteriet i Kjellerup, men valgte at sælge til Himmerlandskød ejet af bl.a. Lars Andersen.

»Lars og jeg er lidt ud af den samme gamle skole, idet vi begge har arbejdet på andelsslagterier og siden gået den private vej. Og ligesom jeg selv er Lars ikke bange for at møde tidligt og tage fat«, lyder Erling Plagborg Iversens skudsmål om chefen.

»Og så har han givet mig en stilling på slagteriet, som rummer en vis fleksibilitet for at tage lidt væk indimellem. Det sætter jeg pris på«, siger Erling Plagborg Iversen, som har to børn - henholdsvis bosat i Norge og Australien.

Banken eller slagteriet

Egentligt var det et rent tilfælde, at Plagborg, som han siger om sig selv, gik oksekødsvejen. Efter realeksamen i 1958 var planen at søge en plads i banken i Grindsted.

»Men de ville først tage elever ind året efter, og på slagteriet kunne jeg starte dagen efter. Så sådan blev det«, fortæller han.

Den snart 60-årige karriere i slagteribranchen er kun afbrudt af to års virke som soldat fra 1961 til 1963. Her blev han sergent og tilbragte en del tid som artilleripilot. Pengene, som blev tjent som pilot, blev brugt på sejle til USA og Canada.

Erling Plagborg Iversen har stor appetit på det udenlandske og taler flere sprog flydende. Italiensk lærte han eksempelvis ved at tale med chaufførerne, som fragtede oksekød til Italien fra daværende Midtjyllands slagteri.

Efter en fusion med Tulip og nogle år som salgschef valgte Erling Plagborg Iversen at blive selvstændig. Han opkøbte kreaturer, fik dem slagtet på flere midtjyske slagterier og solgte kødet til flere kunder i Europa, herunder en overgang Vatikanstaten.

Sidst i 80erne begyndte han at få slagtet sine kreaturer på slagteriet i Kjellerup, og siden har byen været hans private og arbejdsmæssige base.

Fra 1978 til 2013 havde han en række ejendomme i det midtjyske med både planteavl, svin og malkekvæg.

»Ja, malke kan jeg også. Jeg havde altid tjansen juledag og nytårsdag«, griner han.

På spørgsmålet om, hvad karrieren især har lært ham, svarer han:

»At man altid skal behandle folk godt og holde sine aftaler. Det gælder både over for landmænd, vognmænd og aftagere«.

pwm

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle