Oksenotering hæves én kr.: Lasagnen skal sikres

Danish Crown Beef hæver noteringen for ældre køer og kvier med én kr. pr. kg i uge 1 og 2 for at sikre hakkekød til danskerne.

Kombinationen af et lidt for højt pengeforbrug til jul og nytår og udsigten til coronarestriktioner, som ikke fremmer spisning på restauranter, vil øge danskernes efterspørgsel efter hakkekød i januar.

Det er vurderingen fra Danish Crown Beef, som derfor sætter noteringen for køer og kvier ældre end 42 måneder op med én krone pr. kg i uge 1 og 2.

Ifølge CEO, Finn Klostermann, forventer slagteriet en markant øget efterspørgsel på hakket oksekød i januar. Også højere end efterspørgslen i de foregående år. For at sikre grundingrediensen til danskernes lasagne, hakkebøffer og spaghetti bolognese løftes noteringen for at tilskynde landmændene til at sende flere ældre køer og kvier til slagtning.

»For malkekvægsproducenten betyder den øgede notering, at de køer, der alligevel skal slagtes, får en højere værdi. Det styrker den gruppe af landmænd, som i høj grad er en del af fundamentet i Danish Crown Beef. Dette ønsker vi konstant at styrke gennem vores afsætning og dermed så høj en notering som muligt«, siger Finn Klostermann.

Faktaboks

25-26 kroner

  • Noteringsløftet for kvier og køer over 42 måneder betyder, at slagtedyr i form to og tre med en slagtevægt på 300 kg afregnes med cirka 25-26 kroner pr. kg. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle