Opbakning til naturnational-parker

Et stort flertal i befolkningen bakker op om etableringen af de omdiskuterede naturnationalparker. Det viser en måling, som Epinion har lavet for Danmarks Naturfredningsforening.

Målingen viser, at 73 procent af de adspurgte støtter planerne. 11 procent er imod, og 17 procent svarer, at de hverken er enige eller uenige. I alt har 1068 personer fra 18 år og opefter deltaget i undersøgelsen.

Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding glæder sig over, at målingen viser så stor opbakning. Især fordi hovedformålet med de nye parker er at fremme biodiversiteten i den danske natur.

»Hovedargumentet for de nye nationalparker og planerne om urørt skov er nu engang, at den danske natur er i krise. Vi mister arter i et tempo, menneskeheden aldrig tidligere har oplevet. Jeg tror, at opbakningen et udtryk for, at naturen fylder rigtig meget i danskernes bevidsthed, og at de så også bakker op om det her centrale initiativ«, siger hun.

Et flertal i Folketinget har besluttet at etablere 15 naturnationalparker og udlægge 75.000 hektar urørt skov.

I øjeblikket går arbejdet på at finde ud af, hvor de skal ligge. De nye nationalparker kommer i alt til at fylde én procent af Danmarks landareal og består af et stort indhegnet naturområde uden skov- og landbrugsproduktion. Til gengæld vil der være store, fritgående græssende dyr såsom vildheste, elge og kvæg.

I undersøgelsen svarer 15 procent, at de ikke ønsker, at der skal ligge en naturnationalpark i deres bopælskommune.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle