Opfindsomhed skal sælge kyllingerne

På Hopballe Mølle ved Jelling er en ting helt klar: Der skal opfindes nye salgsveje.

Opfindsomheden er sat på prøve hos Hopballe Mølle, der normalt har gang i restaurant, engrossalg og gårdbutik med friskslagtede kyllinger og hjemmelavede specialiteter.

»Vi er lige så hårdt ramte som alle andre. Jeg har normalt et stort engrossalg til kantiner og andre restauranter, men i stedet arbejder vi nu benhårdt på at finde nye måder at afsætte vores kyllinger på. Vi arbejder på at udvikle færdigretter, som vi sælger via vores gårdbutik, hvor vi i forvejen har salg af fødevarer, især af vores egen hopballe-kylling. Vi prøver bl.a. at udvikle en måltidskasse, så vi kan få gang i salget«, siger stedets ejer Brent Christensen.

Færre ansatte

Hvor meget corona-situationen vil gå ud over salget, tør Brent Christensen slet ikke spå om. Men når selskaber aflyser bestillinger, så må de løst ansatte i restauranten blive hjemme. Lige nu er der 15 ansatte på Hopballe Mølle, men der ville normalt være 30.

»Vi prøver at bevare optimismen. Måske kommer der også en god ting ud af situationen - vi kan se spiren til noget nyt, som vil være positivt for vores fremtidige forretning, når vi først er kommet igennem denne krise«, siger han.

Hver dag holder man et morgenmøde, hvor alle skal byde ind med tanker om, hvordan man kan udvikle produkter.

Faktaboks

  • Hopballe Mølle ligger naturskønt ved Grejsdalen.
  • Er især kendt for sine velfærdskyllinger.
  • Har eget gårdslagteri.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle