Overflod af aktiviteter på Det Fynske Dyrskue

Arrangørerne af Det Fynske Dyrskue i Odense, der startede i dag, har virkelig strikket et program sammen med noget for alle sanser og interesser

En kendt kok, en formand for Landbrug & Fødevarer, 365 heste, rigtig mange køer og et væld af maskinudstillere.

Man bliver næsten forpustet af bare at læse programmet for Det Fynske Dyrskue, der startede fredag morgen og varer til og med søndag.

Kokken er Klavs Styrbæk. Et navn der måske ikke er bekendt for alle, men hør så her: Klavs Styrbæk drev i mange år Restaurant Kvægtorvet i Odense, og de seneste par år har stået bag det gastronomiske koncept ”Styrbæks” med gourmetrestaurant, kokkekurser og teambuilding. Han indtager scenen på fødevaremarkedet lørdag, hvor han bl.a. taler om smagssansen som en af de vigtigste sanser.

Og fødevaremarkedet er en central aktivitet på Dyrskuet i år som de foregående år.

Der gemmer sig gode historier i alle hjørner af fødevaremarkedet, som bare venter på at blive fortalt. Og der er selvfølgelig mulighed for både at smage lækkerierne og købe dem med hjem.

Formanden diskuterer

Skuet åbnes af formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild, der også er klar til en rask diskussion i løbet af dagen i dag. En dag der ellers er børnenes dag.

Smag på Fyn

Trylleri med fynske råvarer er omdrejningspunktet i dyrskuets restaurant, Smagen af Fyn. Menuen tager udgangspunkt i sæsonens produkter fra fynske producenter, og kun fantasien sætter grænser, når kokkene disker op.

Og hvis man ikke ved det i forvejen: Fynboerne er rigtig gode til at lave mad. Selv har jeg planer om at gå efter urtesaltet kalv med fynsk hvedeøl og speltotto fra De Fynske Gårde, Indslev og Kragegaarden ved Under Lindetræet fredag.

På dyrskuets sidste dag kombineres smag og løg, når kokken Nikolaj Kirk, kendt fra bl.a. tv-programmet Nak & Æd, besøger dyrskuets fødevaremarked.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle