De sidste år er blodplasma igen blevet brugt i fravænningsfoder, men svineproducenter bør overveje brugen på grund af risikoen for PEDv, mener fodringskonsulenter.
»Vi ved ikke, om blodplasma kan overføre PEDv-smitte til svin, men alene tanken om at det kan ske, bør få alle svineproducenter til at overveje, om det er nødvendigt at bruge blodplasma.«
Sådan lyder det fra fodringskonsulenterne Peter Mark Nielsen, LMO, Jes Callesen, Syddansk Svinerådgivning, og Kim Kofoed, Gefion.
Det er mistanken fra USA om, at PEDv kan spredes via blodplasma, der får konsulenterne til at råbe vagt i gevær.
»Hvis vi får PEDv til Danmark, kan det gå rigtig galt,« lyder det fra konsulenterne.
Hvis blodplasma er korrekt varmebehandlet, er der efter alt at dømme ingen risiko for, at PEDv kan overføres via blodplasma.
»Vi tror på, at den danske grovvarebranche har styr på det blodplasma, de anvender,« siger konsulenterne.
De opfordrer alligevel svineproducenter til at stille krav til leverandøren om at levere et anerkendt produkt.
Import
Men der sælges også mælkepulver, hvor der indgår en lille andel blodplasma.
»Køber man mælkepulver, hvor der indgår blodplasma, er det svært at spore oprindelsen,« påpeger de.
Hvis plasmaen ikke er tilstrækkelig varmebehandlet, er der risiko for, at PEDv kan overleve. Hvis der vel at mærke oprindeligt var PEDv i blodet.
»Sådanne partier blodplasma bliver jo også omsat og kan ende i mælkepulver,« mener de.
UK-godkendte svineproducenter må ikke fodre med blodplasma. De skal derfor være opmærksomme på et eventuelt indhold i mælkepulver.
Blodplasma kan erstattes
De tre konsulenter anerkender, at blodplasma er et godt men dyrt fodermiddel.
»Fem procent blodplasma koster trods alt 60 kr. pr. 100 kg, så der findes også alternativer,« siger de.
For 60 kr. kan man forbedre en almindelig fravænningsblanding med mere mælk, bedre sojakilder og syreprodukter, påpeger de. Dermed er der er ikke mange fodringssituationer, hvor blodplasma ikke kan erstattes af andre råvarer til samme pris.
Læs mere om
risikovurdering ved blodplasma på VSPs hjemmeside