Overvej hjælp til at så vinterrapsen

Merudbytter ved rettidig såning kan sagtens betale maskinstationens pris for opgaven, påpeger planteavlskonsulent.

Bortset fra vinterbyg og vinterraps trækker høsten ud, og vi nærmer os det tidspunkt, hvor mange landmænd med planer om vinterraps i næste sæson bør overveje, om de skal lade maskinstationen eller andre så vinterrapsen for at få såningen udført rettidigt.

»Hvis man sammenligner det sandsynlige udbytte ved rettidig såning i forhold til såningen, eksempelvis 1. september, så kan merudbyttet ved at så rettidigt sagtens betale de cirka 600 kroner pr. hektar, som maskinstationen tager for opgaven,« siger planteavlskonsulent Anders Smedemand Musse, Sønderjysk Landboforening.

I det hele taget forudser han, at mange må gå på kompromis med den optimale metode med stubharvning og glyphosat-behandling før såningen af rapsen. Alternativet består i at så vinterrapsen hurtigst muligt med eller uden stubbehandling.

»Man skal naturligvis vurdere, hvad såredskaberne formår at arbejde med. En stubharvning giver mere muld at arbejde med og kan være vigtig i forhold til snegle,« siger Anders Smedemand Musse.

Tester metoder

Hvad de forskellige såmetoder formår i den situation afprøves i år i et demonstrationsforsøg, som Sønderjysk Landboforening anlagde i mandags ved Haderslev. Her deltager såredskaber af fabrikaterne Simba, Horsch Focus, Tulip Multi Disc, HE-VA-grubber samt Väderstad Rapid med det nye variable grubbersystem kaldet Rapidlift.

Metoderne sammenlignes dels med traditionel rotorharvning efter pløjning, dels med en ekstra arbejdsbesparende løsning, nemlig såning med mejetærskeren samtidig med høst af forfrugten. Foreningen vil om nogle uger fremvise forsøgsmarken, så folk selv kan bedømme resultatet af de forskellige metoder.

 

Godt vejr og såbed

»Så længe vi er i august måned, er det vigtigere med godt vejr omkring såningen og et godt såbed, end om datoen hedder 20. eller 25. august,« siger landskonsulent Morten Haastrup, Videncentret Planteproduktion.

”Men hvis det samtidig er tørt i overfladen, bør man overveje at vælge en metode, der bedst muligt bevarer fugten og giver god kontakt mellem frøet og jorden for at få planterne hurtigt i gang. Det kan være ved direkte såning, eventuelt med grubber.«

Selv om vinterraps er en fordelagtig afgrøde, bør man ikke tage chancer med hensyn til såtidspunktet, mener Morten Haastrup.

»Både i forsøg og praksis har vi i de seneste par år set, at vinterraps, som er sået for sent, generelt giver de laveste udbytter og har størst tendes til udvintring,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle