Overvejer hjemmeblanding på grund af store prisudsving

Torben Povlsen, Frørup, opfodrer eget korn og ville derfor ved hjemmeblanding kun have prisrisiko ved sojaskrå og mineraler.

Med et foderforbrug tæt på 1.800 ton årligt ser Torben Povlsen, Ledstedlund ved Frørup, af og til nervøst på de store stigninger - og fald - der er på råvaremarkedet. For hvornår skal man slå til og sikre sig foder til den kommende tid? Og hvornår er det bedst at slå koldt vand i blodet og vente? Torben Povlsen har derfor spekuleret på, hvordan han kan gøre sin bedrift mindre sårbar for de store udsving.

"For kort tid siden var stigninger og fald på 20 kroner pr. 100 kg det, vi var udsat for fra én fodersæson til den næste," siger han.

Men i dag er råvaremarkedet så turbulent, at daglige udsving på 10-20 kroner pr. 100 kg ikke længere er ualmindelige. Og med et årligt foderforbrug på 1.800 ton foder på Ledstedlund koster det 180.000 kroner at få handlet 10 kroner for dyrt.

Han har også oplevet, at et tilbud om køb af foder nu skal accepteres inden for meget kort tid. Tidligere var et tilbud ofte gældende i ugevis . Men nu er der ikke tid til at sætte sig ind blandingerne og vurdere tilbuddet til bunds.

"Jeg synes, det er meget frustrerende at skulle tage stilling til et pristilbud nærmest fra time til time," siger han.

Konkurrence mangler

Han peger selv på, at konkurrencen på fodermarkedet efterhånden er blevet for lille. Der er simpelthen for få aktører tilbage, til at konkurrencen kan fungere optimalt.

"Forskellen mellem den kornpris, jeg bliver tilbudt, når jeg skal sælge mit korn, og så den pris jeg skal give for færdigfoderet, stiger," konstaterer Torben Povlsen.

Han overvejer derfor, om overgang fra indkøb af færdigfoder til hjemmeblanding vil minimere hans prisrisiko.

Torben Povlsen er nemlig i den situation, at han stort set avler det korn, han skal bruge i sit svinefoder. Men når kornet ikke skal handles, ligger der ikke en prismæssig risiko forbundet med kornprisen. Den risiko vil der så kun være på sojaskrå og mineraler, men de udgør trods alt en mindre del af det samlede foderkøb.

"Med hjemmeblanding får prisen på den del af foderet, jeg fortsat skal købe ind, mindre betydning for min samlede bedrift," lyder hans argument.

Men foreløbig har han ikke taget beslutning om hjemmeblanding eller ej.

mot@landbrugsavisen.dk

Læs mere om Torben Povlsens bedrift i næste nummer af magasinet Svin, der udkommer i næste uge.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle