På fælles tur til Plantekongres

Faglig snak i bussen. Flere foreninger arrangerer fælles tur til Plantekongres 2008.

Skal jeg tage til Plantekongres eller ej?

Jo, men ...

For en del landmænd ender overvejelsen med, at man ikke kommer af sted. Der er jo nok andre ting at give sig til. Men Bjarne Spanggaard i Oddense i Salling har været til Plantekongres i de sidste to år, og det er i høj grad, fordi LandboLimfjord arrangerer fælles bustur til Kongressen for alle interesserede medlemmer.

"Så bliver man jo ringet op og har meldt sig til. Man er lidt under pres, og så er det sværere at sige fra," siger Bjarne Spanggaard, der driver cirka 200 hektar med korn og frø ved siden af slagtesvineproduktion.

Den milde form for tvang er Bjarne Spanggaard godt tilfreds med. I bussen til Herning får han morgenkaffe og rundstykker med andre fra den Erfa-gruppe, som han er medlem af, og snakken går om de mest interessante emner.

"Meget af den faglige opdatering om eksempelvis frø får vi jo i løbet af vinteren på andre møder, så på Plantekongressen vælger jeg i reglen andre emner. Jeg vil sandsynligvis gå efter sessioner om mekanisering og handelsmetoder i år," siger Bjarne Spanggaard.

"Men det bedste er næsten altid at høre indlæg fra praktiske landmænd. Eventuelt hvis de praktiske erfaringer bliver fulgt op af eksperter på området."

Fagligt og socialt

Den fælles tur fra LandboLimfjord har hidtil kun handlet om Plantekongressens første dag, herunder formiddagens Landsplanteavlsmøde. Men planteavlskonsulent Lars Bjerrum Andreasen vil i år undersøge, om der er stemning blandt deltagerne for at udvide turen til begge kongressens dage.

"Man kan både få det politiske og en faglig opdatering, som ikke kan tilbydes andre steder. Og samtidig får vi det sociale med i fællesskabet med kollegerne, som man kan snakke med i bussen og i pauserne. Det er alle pengene værd," siger Lars Bjerrum Andreasen.

Også det kommende selskab, LandboMidtØst, vil arrangere fælles tur til Plantekongres 2008, oplyser konsulent Erik Sandal fra Århus-Hadsten Landboforening, som er en af de foreninger, der går ind i LandboMidtØst.

"Kongressen er både en god fælles oplevelse, og den rummer et langt større udbud af emner end andre møder. Så jeg råder folk til at gå efter andre emner end dem, de normalt hører om," siger Erik Sandal.

smitt@landbrugsavisen.dk

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle