Pølser bliver kreeret med føl'ser

Hos Højer Pølser i den lille marskby lever oldemors opskrifter videre som håndværkertradition i nutidig udgave.

Den kreative musiker bliver ved med at eksperimentere med sin musik, til den rette klang er fundet. Og den kreative slagter bliver ved med at eksperimentere med sin råvare, til den rette smag er fundet. Klang er altafgørende for musikalsk succes. Ligesom smag er det for succes i slagterbranchen. Smag i pølsen, rulle- eller spege-. Smag i skinken, smag i den franske pate. Den rette smag, hvad det så end er.

For de to brødre bag virksomheden Højer Pølser, Jan og Gerd Müller, er begrebet smag noget, de må forholde sig til hver eneste dag. Noget tyder på, at de også er helt gode til at ramme plet. Mindst et par hundrede guld- eller sølvmedaljer har produkterne fra den lille virksomhed bag digerne ved Højer hentet hjem i tidens løb. Gennem nationale og internationale fagkonkurrencer. I 1996 modtog de således Det Danske Gastronomiske Akademis hædersdiplom for værdifuld gastronomisk indsats ved produktionen af sønderjyske skinke- og pølsespecialiteter. Joe, det luner alt sammen. Et par skulderklap i det selskab. Det er de da ret stolte af.

Dialog med kunderne

LandbrugsAvisen kiggede med, da Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister for nylig havde vadehavsspecialiteter på dagsordenen. Der er jo innovative kræfter i gang i den del af landet - landet dernede i det sydvestlige hjørne af Jylland. Det har også noget at gøre med udvikling af landdistrikter. Det hele går op i en højere enhed.

De to brødre er fjerde generation. Højer Pølser blev grundlagt i 1897 af oldemor og oldefar. Dengang også med lidt landbrug og gæstgiveri. Oldemor kreerede selv opskrifter. Og de samme opskrifter benyttes den dag i dag. Originale opskrifter fra det traditionsrige sønderjyske landkøkken.

For de to brødre er det vigtigt at fastholde håndværkertraditionen. Også efter at selve fremstillingsvirksomheden er flyttet ud af bymidten til større lokaler i byens nordøstlige periferi. Tilbage i centrum er slagterbutikken. Her kommer kunderne ind og handler. Gerne efter en overbevisende smagsprøve. Som det sig byder, hvor håndværkstraditionerne holdes i hævd.

Den tætte kundekontakt er også en utrolig styrke for virksomheden. Som Jan siger:

"Vi får en hel klar fornemmelse af, hvad det er, der falder i god smag hos forbrugerne. Dialogen er så værdifuld."

Helt elementært gælder det om at kunne stå inde for en vare - for et produkt. Kvaliteten skal være i top. Hvis man ikke selv synes om sine produkter, gør kunderne det heller ikke, fastslår Jan Müller.

Marsken som spisekammer

Den gamle håndværkstradition lever også videre i indkøb af råvarer. Marsken er jo nærmest et spisekammer. Det gælder marsk-landkvæg, det gælder får og lam, der har græsset i marsken. Anderledes forholder det sig med grisene. Her er råvaren typisk slagtet i Skærbæk og skåret op syd for grænsen.

Højer Pølser er vokset stille og roligt. Cirka 30 medarbejdere står for den daglige produktion, der sælges over det ganske land gennem de store kæder primært. Men stor er ikke et mål i sig selv her nede mod sydvest i grænselandet. Det er ikke industri, det er håndværk, sådan som det altid har været. Højer Pølser er ikke nogen pølsefabrik. Bliver det heller ikke med fjerde generation Müller. vela

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle