Penge at hente - hvis du ikke spilder for meget

Du kan spare penge ved at vælge skiveskårlægger frem for fingerklipper, viser kalkule fra Gefion. Men pas på spildet.

308 kroner mod 668 kroner pr. hektar. Det er de gennemsnitlige maskinomkostninger i engrapgræs for henholdsvis en fire meter bred skiveslåmaskine og en syv fods BCS-fingerklipper.

I landboforeningen Gefions nyhedsbrev, Planteavlsnyt, har maskinkonsulent Christian Rabølle i et tænkt eksempel lavet en investeringskalkule for de to maskiner ved skårlægning af 25 hektar engrapgræs og 12 hektar kløver årligt i fem år.

Mens fingerklipperen er billigere i anskaffelse, taber den terræn på kapacitet og vedligehold. Og det endda selvom skiveskårlæggeren i eksemplet også slår første afpudsning på 25 hektar i bund.

»Ud fra de anførte forudsætninger koster det 360 kroner mere pr. hektar at skårlægge engrapgræs med BCS-klipperen. Hvis engrapgræs koster 10 kroner pr. kg, må vi altså spilde op til 36 kg mere pr. hektar med skiveskårlæggeren. Så det er en god ide at være opmærksom på spildet. Især hvis afgrøden er tynd, for så kan en skårlægger være hårdere ved afgrøden,« fortæller Christian Rabølle.

Han slår dog fast, at det er vigtigt at bruge egne forudsætninger til beregning af omkostninger til skårlægningen.

Tilbage i 1998 og 2000 blev flere typer af skårlæggere i en Farmtest afprøvet i engrapgræs. Konklusionen var den gang, at der ikke kunne ses forskel i spildet mellem en fingerklipper og skiveslåmaskine.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle