Et stort forarbejde gjorde det lettere at få sparekassen med.
Finansieringen af generationsskiftet og udviklingen af malteri og destilleri er kommet på plads i tæt samarbejde og med lån fra DLR og den lokale Sønderhå-Hørsted Sparekasse, hvor direktør Per Nørgaard Nielsen har været med i forhandlingerne om både overtagelse, generationsskifte og udvikling af virksomheden. Han fortæller med begejstring i stemmen:
»Den gennemarbejdede forretningsmodel med budgetter og planer for afsætning betyder, at projektet nærmest sælger sig selv. Jeg kan lide alt det, jeg ser«.
»For os som sparekasse betød det meget, at det ikke bare er folk, der kommer flagrende med en løs ide om at være iværksættere. Vi ser desværre nogle gange, at folk, der får gode ideer og er dygtige til at producere, ikke har gjort sig ret mange forestillinger om, hvordan deres varer skal afsættes. Her på Gyrup var der en hobby, der allerede havde skabt et cashflow. Den slags kan vi godt lide i sparekassen«.
»Jeg tror aldrig, at jeg har mødt et landbrug hvor økonomien og planerne var så gennemarbejdet som her«, lyder det fra sparekassedirektøren.
Vi undersøgte alt
»Vi var også nødt til at være grundige. Vi sagde jo fire liv op i København og skulle indgå i et samarbejde med vores forældre om generationsskiftet og mellem to ægtepar, så vi havde et stort behov for at få det hele på papiret. Vi undersøgte alt, inden vi tog beslutningen«, forklarer Ellen Nicolajsen.
I praksis ejer de to søstre og deres respektive ægtefæller hver en fjerdedel af Gyrup Malt Aps, der forarbejder korn, og Gyrup Landbrug Aps., der omfatter mark og stald. Derudover har de to ægtepar Thy Whisky ApS. i fællesskab med døtrenes forældre, Lisbeth og Nicolaj Nicolajsen.