De dage, hvor vi landmænd kunne læne vores ømme rygstykker mageligt tilbage i den bløde lænestol i vished om, at pensionen lå sikkert gemt i jord og mursten, er forbi.
Vi kan ikke længere vende tommelen ned, når det gælder indbetaling til en pensionsordning, og det er mere vigtigt end nogensinde før at sætte sig ind i, hvordan man bedst sikrer en økonomisk tryghed for sig selv og familien, når den aktive karriere som landmand er slut.
Men handler indbetalingen til pension ikke bare om at optimere skatten? Nej, lyder det klare svar.
Og alt tyder på, at vi danske landmænd har et kæmpe efterslæb, når det gælder pension. Det er en udfordring, vi er nødt til at kigge på. For mange af os kan ejendommen alene ikke oppebære den nødvendige opsparing – vi kan med andre ord ikke regne med, at ejendommens værdi stiger støt og på den måde gør arbejdet for os.
Vi SKAL tjene de penge, vi skal bruge – og mere til. For pension skal være en fast del af budgettet – allerede når man er ung. Det kan være fristende i stedet at pløje pensionsindbetalingerne ind i bedriften eller på forbrugskontoen, der måske er lidt sulten efter mange magre år. Men trygheden og muligheden for at opretholde en fornuftig levestand efter arbejdslivet bør veje tungt. Og for mig at se har du ikke råd til nye investeringer, hvis du ikke har råd til at betale ind til pensionen.
Et andet godt argument er, at pensionen er kreditorbeskyttede midler. Derfor skal du planlægge pensionen i fredstider, og mens det hele ser lyst ud. For selvfølgelig kan indbetalinger til en fremtidssikring blive til et spil mellem landmand og banker, hvis krisen pludselig kradser. Ikke alle banker ser godvilligt til, at kassekreditten bliver højere og højere, mens pensionen gør det samme.
Så selv om det er fristende at stikke hovedet i busken og satse på, at konjunkturerne sørger for en tryg seniortilværelse, så husk at prioritere pensionen. Vi landmænd elsker jo typisk friheden, og mange af os har været vant til at leve, spise og bo godt. Det skal vi også være sikre på at kunne, når vi 65 og derover.