Pessimismen lagt på hylden

Det skal være slut med de pessimistiske udmeldinger fra landbruget. Det signal sendte Torben Bang, formand for LandboFyn, på generalforsamlingen.

Torben Bang nævnte, at der i efteråret bliver iværksat en kampagne i medierne for at sætte fokus på landbruget som en god arbejdsplads. Han fortsatte:

"Derfor må vi også gribe i egen barm og lade være med at brokke os og snakke om, hvor lidt vi tjener i de dårlige år. Og i de gode år går vi stille med dørene, fordi hvis nu politikerne hører, at vi tjener mange penge, bliver vi nok pålagt en eller anden afgift.

Det kan ikke hjælpe noget. Vi bliver nødt til at fortælle de gode historier. Jeg tror ikke, der er ret mange unge der synes, det er fedt at få en landmandsuddannelse, når de hele tiden hører, hvor dårlig økonomien er i landbruget.

Vi skal fortælle om de spændende jobmuligheder, med lederstillinger, den nyeste teknologi og det internationale islæt med mulighed for ophold i udlandet med videre.

Torben Bang omtalte også mere specifikt udviklingen i foreningen.

"LandboFyn kan igen se tilbage på et år med stor opbakning og et stabilt medlemsgrundlag. Det er i sig selv flot, når der ellers er stor nedgang i antallet af

landbrug. Det har betydet en væsentlig stigning i omsætningen og en forøgelse af medarbejderantallet. Der er ni medarbejdere flere end sidste år, og det er stadig i underkanten af, hvad der er behov for.

Afstandskrav

Torben Bang beskæftigede sig også med det miljøpolitiske. Herom sagde han blandt andet:

"Vores største problem fremover bliver de ny afstandskrav, som vil gøre det meget svært at lave især svineproduktion. Vi må opfordre politikerne til at sætte nogle flere forskningskroner af til udvikling af anlæg, der kan reducere lugten fra staldene.

Det vil være en samfundsøkonomisk fordel. Både at vi kan opretholde og udvikle en stor eksport af fødevarer, og at der kan eksporteres anlæg til lugtreduktion."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle