Pløjeekspert skyder gang i nyt plovmærke på Agromek

Jens Iversen fra Ploveksperten udstiller for første gang på Agromek og lancerer samtidig importen af Ovlac plove.

Han har været i branchen i mange år. Alligevel er det første gang, Jens Iversen udstiller på Agromek med sin helt egen stand.

I det seneste halvandet år har Jens Iversen haft virksomheden Ploveksperten, hvor han har specialiseret sig i at indstille plove i landbruget. På Agromek deler han sin stand i to og lancerer samtidig officielt et nyt firma ved navn Farmimplement, som skal stå for importen af plove fra spanske Ovlac.

»Den ene del bliver med fokus på Ploveksperten, den anden med fokus på Ovlac-plove. Set-uppet har været på plads i nogle måneder, men Agromek bliver det reelle startsskud«, fortæller Jens Iversen.

Han understreger, at den uvildige rådgivning med at indstille plove af forskellige mærker fortsætter i Ploveksperten.

»Vi har lavet to selskaber netop for at holde tingene adskilt. Når vi kører rundt og indstiller plove, handler det ikke om mærket. Det handler om at få landmandens plov indstillet, så den kører korrekt, og det kan alle mærker«, fastslår Jens Iversen.

Enkel, men stærk

Den spanske fabrikant producerer fem forskellige serier af liftplove. Dertil kommer større, halvbugserde modeller samt den specielle Ovlac Mini, der er en skrælplov.

»Plovene spænder fra tre til seks furer og på nær den mindste serie fås de alle med såvel springbolte som hydraulisk stensikring og bladfjedre. Den største serie, LV 180, er til traktorer på op til 300 hestekræfter«, forklarer Jens Iversen og fortsætter:

»Ovlac-ploven er i ret enkel i sin konstruktion. Men alt er fremstillet i Hardox stål. Den har samtidig nogle unikke egenskaber i form af bl.a. en løs trækbom, der gør den langt mindre følsom over for påvirkninger fra traktoren«.

Skal varetage Norden

Pløjespecialisten fra Mors har gennem længere tid gået med tanken om at få importen af produkter til landbruget. Aftalen med Ovlac tog sin begyndelse allerede i 2017, hvor Jens Iversen besøgte fabrikken. Siden da er tingene stille og rolig faldet på plads, og faktisk spænder importen over hele Norden samt Japan.

»Den første tid er gået med det svenske marked, men med Agromek starter vi nu på det danske marked«.

Faktaboks

Fakta om Ovlac

  • Spansk producent af dybdeharver og plove.
  • Tidligere importeret til Danmark af Stenderup A/S.
  • Farmimplement er ny importør af plovene i Norden og Japan.
  • Såvel Farmimplement som Ploveksperten v. Jens Iversen udstiller på første gang med egen stand på Agromek.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle