Pløjefrit leverer på miljø og klima

En plov i marken er som en bulldozer i et villakvarter, mener formand.

Henrik Terp, der er formand for Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i DanmarK (FRDK), glæder sig over, at flere og flere dropper ploven.

»Vi og de mange, der går op i miljøvenligt landbrug, ser store perspektiver i netop pløjefri dyrkning, fordi det er miljøvenligt,« siger han. Ifølge Henrik Terp er det med til at give øget biodiversitet, og hvis man kombinerer reduceret jordbearbejdning med efterafgrøder, hvad mange gør, parkerer man kulstof i jorden, så omdannelsen til CO2 i luften forsinkes. Det er ikke bare godt for jordens dyrkningsværdi, men også et godt redskab i klimakampen.

Det kræver dog også dygtighed og rettidig omhu, og ukrudtet skal sprøjtes væk, når man ikke bruger plov eller lignende. Er man ikke på forkant, kan ukrudtet tage overhånd. Han mener, at systemet forener det bedste fra konventionelt og økologisk landbrug, fordi conservation agriculture fører til en sund jord, der giver sunde afgrøder.

Der findes forskellige grader af reduceret jordbearbejdning. Den ypperste form hedder internationalt conservation agriculture. Her må jorden kun bearbejdes minimalt i det øverste lag, og man må aldrig have samme afgrøde to år i træk, med mindre det er flerårige afgrøder. Desuden skal jorden altid være dækket af planter eller planterester. Henrik Terp mener dog, at flere og flere prøver sig frem efter disse principper.

»De ved godt, at kraftig jordbearbejdning for de levende jordbundsorganismer svarer til, at der kører en bulldozer gennem et parcelhuskvarter,« fastslår Henrik Terp.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle