Placering i nordzone vil skade dansk landbrug

Regeringen bør opgive sine tanker om at søge Danmark placeret i en nordlig klimazone for godkendelse af pesticider, lyder opfordringen fra Michael Brockenhuus-Schack.

Det vil være dybt alvorligt for dansk landbrug og kan føre til, at en række specialafgrøder helt må opgives, hvis Danmark ender i en nordlig zone for godkendelse af pesticider.

Dét budskab sender Dansk Landbrugs viceformand, Michael Brockenhuus-Schack, nu i enslydende breve til fødevareminister Eva Kjer Hansen og miljøminister Troels Lund Poulsen.

Det sker som opfølgning på Eva Kjer Hansens klare budskab ved Plantekongressen i sidste uge om, at den danske regering, af hensyn til grundvandet, går ind for at placere Danmark i en nordlig zone sammen med de øvrige nordiske lande. Hvis EU altså ender med at vedtage et forslag om at inddele medlemslandene i tre klimazoner.

Støtter restriktiv politik

Netop dét faktum, at intet endnu er vedtaget, får nu Michael Brockenhuus-Schack på banen med en indtrængende opfordring til regeringen om at revurdere sagen.

"I Dansk Landbrug bakker vi fuldt og helt op om, at vi skal have et restriktivt godkendelsessystem, så vi kan sikre vores interesser på drikkevandsområdet. Derfor synes vi også, man skal forsøge at undgå tvungen gensidig anerkendelse af pesticider. Men hvis det kommer, er det utrolig vigtigt for os, at vi ikke bliver tvunget ind i en model med en nordzone, som i høj grad vil begrænse vores erhvervsmuligheder," siger Michael Brockenhuus-Schack.

Uinteressant nordzone

Sådan en placering vil efter Dansk Landbrugs vurdering være dybt skadelig for erhvervet. Den foreslåede nordzone omfatter nemlig bare 6,5 procent af EU's samlede landbrugsareal.

Netop denne zone bliver derfor meget lidt attraktiv for kemifirmaerne, når de søger godkendelser af nye sprøjtemidler, som kan være både mere effektive og mere miljøvenlige.

Dermed risikerer danske afgrøder - især en række specialafgrøder - at sakke bagud i konkurrencen, fordi landbruget må nøjes med at benytte sig af gamle og mindre effektive produkter.

Dansk Landbrug foreslår derfor regeringen at arbejde på flere fronter: Dels imod tvungen gensidig anerkendelse og dels imod en fastlåsning af Danmark.

christensen@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle