Jeg sagde altid, at jeg ville være udenrigsminister, hvis nogen spurgte mig om, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. For mig ville det være drømmen at rejse og se verden«, lyder det fra Klaus Bustrup, der dog aldrig blev minister, men alligevel kom ud at se verden.
Det er da også et billede af en verdensmand, der hænger ved Klaus Bustrup. Ud over en lang karriere i landbruget og et efterfølgende formandskab i Danida har han rejst over hele kloden både arbejdsmæssigt og privat i følgeskab med sin franskfødte hustru Isabelle.
Ægtefællen deler ikke interessen for højoktane fuldblodsheste, som har fulgt Klaus siden barndommen. Til gengæld er begge lidenskabeligt optaget af fugle. Sidst er det blevet noget så eksotisk som pingviner, som de har haft fornøjelsen af at fotografere på krydstogtsbesøg på Antarktis.
»Hvis jeg skal pege på et sted, der står særlig tydeligt for mig, er det Antarktis«, siger Klaus Bustrup, der har endnu en overraskelse i ærmet, når han fortæller, at han er begyndt at skrive digte.
»Det er spændende at reflektere over steder, hvor jeg har været eller er på vej hen til«, siger Bustrup, der med digtet »I Amundsens fodspor« poetisk skriver om det sydlige kontinent:
»Du er ejerløs og pompøs.
Skræmmende, men tiltalende.
Du er blæsende,
men fascinerende.
Isoleret, bidende kold
og ugæstfri,
men overdådigt smuk,
fredelig og fri.
Du giver førsteprioritet til dyr,
der ingen mennesker skyr.
Du er hjemsted for majestætiske, kjoleklædte pingviner,
hoppende delfiner, hvaler og kåde babysæler.
Du er en verdensdel helt for dig selv.
