Politikere kalder økologi ’vigtig brik i grøn omstilling’

Alle partierne bag landbrugsaftalen deler ambitionerne om at styrke og fordoble økologisk landbrug i Danmark.

Fødevareminister Rasmus Prehn er forhindret i at deltage fysisk ved Økologsektionens årsmøde i næste uge, men han sender i stedet en videohilsen.

Hans Erik Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevarers Økologisektion, er under alle omstændigheder ’mega glad og stolt over’ den opmærksomhed, ministeren viser årsmødet.

»Regeringen har, som vi, store ambitioner for økologien, og det er vi rigtig glade for«.

Alle vil have mere

Det er ikke bare regeringen, der bakker op om at styrke dansk økologi, det gør reelt samtlige partier i Folke- tinget.

I den nye landbrugsaftale er aftaleparterne ’enige om, at økologi er en vigtig brik i den grønne omstilling af landbruget’, og om, at det økologiske areal skal fordobles.

Det vil ’fremme en produktion med færre sprøjtemidler og færre udledninger pr. hektar til gavn for klima, miljø, drikkevand og natur’. Landbrugsaftalen fastslår også, at økologisk landbrug bidrager til at reducere udledningen af drivhusgasser. En fordobling af det økologiske areal vil bidrage til en drivhusgasreduktion på 0,5 mio. ton CO2e, skønnes det i aftalen.

Aftalen afsætter 3,556 mio. kr. til økologisk arealstøtte, og der skal udarbejdes en strategi for økologi, der kan understøtte en fordobling af det økologiske areal.

Hans Erik Jørgensen understreger, at for L&F Økologi er det vigtigt, at udviklingen af økologisk landbrug er en markedsdrevet udvikling i balance med efterspørgslen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle