Præcisionslandbrug vinder frem

45 pct. af det samlede landbrugsareal dyrkes af landmænd, der styrer efter RTK-GPS. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

16 procent, eller mere end hver 6. danske landmand, bruger i dag traktor eller mejetærsker med præcisionsstyring ved hjælp af RTK-GPS.

Det svarer til, at ca. 45 procent af arealet dyrkes af landmænd, der styrer efter RTK-GPS, da det især er de store landbrug, som har taget præcisionslandbruget til sig.

RTK-GPS, som modtager signaler fra landbaserede signalstationer, forbedrer det almindelige GPS-signal og gør det muligt at styre maskinerne med en præcision på 1-2 centimeter.

Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik fra september 2017.

Unge i førertrøjen

Tal fra Danmarks Statistik viser, at det især er unge og landmænd med høj uddannelse, der benytter præcisionstyring. Kun otte pct. af landmændene over 60 benytter RTK-GPS mod 29 pct. af landmændene under 40 år.

Undersøgelsen viser også, at det endnu er få landmænd, 3 pct. af alle bedrifter, som benytter ’rum-data’ som detaljerede landskabsfotos fra satellitter eller droner til at overvåge markernes tilstand.

Nyt statistikområde

»Præcisionslandbrug er et helt nyt statistikområde for os, og vi er meget interesserede i, at tallene bruges til at kvalificere debatten. Det er ret unikke tal. Jeg tror ikke, der er andre steder i verden, hvor man har en tilsvarende statistik«, siger chefkonsulent Martin Lundø, Danmarks Statistik.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle