Det hænder, at vi går til gudstjeneste i et nabosogn, hvis der ikke er 9-tjeneste herhjemme. Morgentjenesten passer så godt til vores søndag, så i dag tog vi mod vest. Dagens tekst fra Bjergprædikenen om at elske sine fjender er minsandten en udfordring for enhver prædikant, men i dag fik vi guldkorn med os hjem og stof til eftertanke.

Man relaterer jo til sin egen skæbne, når man lytter til sligt og til familiens livstråd i det hele taget. Under nadveren faldt mit blik på kniplingen, som kanter alterdugen, den kunne nok snart trænge til fornyelse. Sådan kan tankerne komme på afveje på forkerte steder. Jeg lærte at kniple i min ungdom, og på gårdens loft står hele to kniplebrætter arvet fra ældre slægtninge. De har samlet støv i mange år. Hørtråd og moderne vask har svært ved at forliges, og alle de mellemværk, jeg kniplede til hovedpudebetræk, er snart slidt op. Det hændte, at børnene vågnede med mønster på kinden om morgenen.

Min generation af kvinder har i ungdommen brugt megen af vores sparsomme fritid til at nørkle og brodere. Det var jo før tv, mon det var for at holde os beskæftiget på dydens smalle sti? På diverse skoleophold var håndarbejde et tvunget fag, og vi fik begyndt på duge og andet til udstyrsskuffen, og jeg kan såmænd endnu få hjertebanken, når jeg dækker bord med de fine broderier både fra egen og slægtninges hænder. Der blev syet så mange drømme med i de sting. For at kniple må man have et hulmønster, et prikkebrev kaldte vi det, og man flytter knappenåle i hullerne, mens trådene flettes omkring dem. En eneste fejl, og alt går i kludder.

»Elsk dine fjender«, det er hård kost at sluge på morgenstunden. Teksten og kniplingens snoede tråde gik i ét for mig i et »nu«. Har vi alle et prikkebrev for tilværelsen, hvorefter vores livstråd må slynge sig? Og børnene deres? De har allerede fået DERES knubs, og jeg fik vist ikke lært dem at vende den anden kind til , og at det er bedre at lide uret end at gøre uret.

Men hvis man efterlever de krav i dag, bliver man beskyldt for at være konfliktsky. De kristne værdier skulle gerne væves med i vores livsmønster, men vi ser omkring os, at ytringsfriheden kommer under pres, og folk trues til tavshed.

Mit konfirmationsord var: ”Din tale skal være ja, ja og nej, nej”. Den gang undrede det mig, det ku’ jeg da ikke nøjes med. Nu som gammel kone tolker jeg skriftstedet som et vink om at tage stilling og sige fra, når uretten får lov at passere.

Før eller siden oprinder sandhedens time, men den kan være længe undervejs.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle