Når man vil vurdere prisudviklingen på handelsgødninger i Danmark, kan man tage udgangspunkt i prisen på verdensmarkedet. For heldigvis fungerer konkurrencen på markedet ganske godt i vores lille land. Som det ses i alle tre nedenstående grafer, er prisen på verdensmarkedet for de tre hovednæringsstoffer, N, P og K, på vej nedad. Og det er også vores forventning for prisen i Danmark i den nære fremtid. Naturligvis stærkt støttet af et afgrødemarked, der kæmper med at finde bunden af prisfaldet.

N-gødninger

IFA, som er gødningsbranchens verdensomspændende forening, mener i en rapport fra juni 2013, at der frem til 2017 vil være en overkapacitet i produktionen af N-gødninger på 6-9 pct. Det set i forhold til det forventede forbrug. Selvom en del af de urea-fabrikker, der er på tegnebrættet, formentligt bliver forsinket, vil der i de nærmeste år være en tilstrækkelig forsyning med N-gødninger. Altså endnu en faktor der støtter en rolig udvikling mod lavere priser end set de seneste to-tre år.

P-gødninger. En begrænset købsinteresse på verdensmarkedet har allerede medført prisfald, som det ses i figuren. IFA-rapporten nævner en produktion, der tegner til at ligge med en overkapacitet på 8-10 pct. frem til 2017. Når den aktuelle pris på ca. 450 dollar pr ton holdes op mod de ca. 200 dollar, som prisen lå på gennem 10 år inden boblen i 2009 (hvor prisen nåede afsindige 1.200 dollar!), er der stadig plads til prisfald.

K-gødninger

Førnævnte rapport beretter om op til hele 25 pct. overkapacitet i 2017 for kali. Hertil kommer, at vi forventer et resultat af en mere åben prissætning, efter at det store russiske salgs-kartel er blevet sprængt. Medmindre et prisfald på kali opsluges som merfortjeneste hos de lokale sælgere, burde salgsprisen på kali falde mærkbart i den nærmeste tid, måske 20-25 pct.

Alt i alt er der dermed ingen grund til at interessere sig for køb af handelsgødning lige nu. Det binder likviditet op, og der er mange indikationer på, at det kan blive billigere senere.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle