Private slagterier napper grise fra Danish Crown

Danish Crown har tabt 140.000 slagtesvin til de private slagterier i 2006. De private vil fordoble produktionen i år.

Privatslagterierne tager markedsandele fra Danish Crown.

Det viser de nyeste tal fra Danish Meat Association. Ifølge opgørelsen over slagtningerne i 2006 havde privatslagterierne en fremgang på 15 procent, mens slagtningerne gik fire procent tilbage på andelsslagterierne.

Faldet hos "storebror" har betydet, at Danish Crown i perioden har måttet skære kapacitet ned i Odense og Grindsted.

Samtidig har de private slagterier fået mere end 140.000 grise flere ind, så der nu bliver slagtet mere end en million grise på de private slagterier.

Med en indlevering af 855.000 færre grise endte andelsslagterierne på 20,3 mio. slagtninger. En del af tabet skyldes, at flere slagtesvineproducenter er holdt helt op med at producere grise, og eksporten af slagtesvin er steget med en tredjedel til Tyskland.

De private slagteriers fremgang på bekostning af andelsslagterierne bekymrer dog ikke Danske Slagteriers formand, Bent Claudi Lassen.

Andelsslagterierne Tican og Danish Crown står stadig for 95 procent af de 21,3 mio. årlige slagtninger i Danmark.

"Det er fuldstændig som forventet. Vi vidste, at der ville komme slagtninger i Vrå og Struer. Vi har to meget store andelsslagterier, så det giver ikke anledning til nogen som helst bekymringer," siger han.

Tværtimod hilser han den øgede konkurrence til andelsslagterierne velkommen.

"Jeg har ikke spor imod, at der er nogle, som afprøver andre muligheder. Det skal der være plads til i vores branche," siger han.

Grise til hollænderen

Fremgangen skyldes hovedsageligt, at der i 2006 kom nye aktører på markedet.

I Struer fik Jutland Meat med hollandske Frans Stortelder for alvor gang i slagtningen.

En del af de grise var Danish Crown samtidig forpligtet til at levere - og dermed opgive fra sin egen leverandørbase - som en del af de betingelser, Konkurrencestyrelsen satte for Danish Crown/Steff Houlberg-ægteskabet.

Og i Vendsyssel kom der i Vrå også gang i et nyt slagteri. De tidligere folkevalgte i Danish Crown, brødrene Lunden, åbnede sammen med andre investorer Danish Meat Company. De første grise kom ind på slagteriet i november. I øjeblikket slagtes der cirka 5500 grise om ugen.

Et af lokkemidlerne er en notering, som ligger 20 øre/kg over landsnoteringen. Indtil nu har slagteriet fået 30 leverandører.

Vækst vil eksplodere

I Brørup har Europas største slagterikoncern, tyske Tönnies, udvidet slagtningerne på det lokale slagteri med 15 procent til i alt 275.000.

Lokkemidlet for at få leverandører til at sige op hos andelsslagterierne er 10 øre/kg over noteringen.

Men her forventes det ugentlige antal slagtninger at vokse til 13.000. Dermed ventes produktionen mere end fordoblet i år.

"Det er for at få den optimale produktionsstørrelse. Samtidig skal man have en vis størrelse for at betjene de største kunder i detailhandlen," siger adm. direktør Gert Kjeldsen.

Og da antallet af slagtninger ventes at stige i Vrå og Struer, ser det ud til, at de private slagterier vil slagte en mio. flere svin i år.

For Gert Kjeldsen har det ikke været et større problem at sikre sig grise til den pulje fra andelsslagterierne.

"Nej, det er sådan set gået stille og roligt," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle