Af adm. direktør Torsten Buhl, FødevareDanmark
Jeg ved det ikke, men det kan godt have været Storm P., der sagde: »Det er mærkeligt. Hver dag sker der lige nøjagtig så meget, at det kan stå i en avis«. For sådan er det jo. Summen af problemer er konstant, så når der egentlig ikke rigtig er nogen problemer, og aviserne ikke vil skrive om alt det, der er godt, bevæger også pressen sig op i toppen af Maslows behovspyramide og hengiver sig til eksistentielle emner, som kan blive ganske alvorlige. For blot et par uger eller tre siden var det således klima og dyrevelfærd og det moralsk forsvarlige i, hvad vi spiser, der fyldte i medierne. Klimaministeren fik trusler fra støttepartierne i en grad, så der blev spurgt til, om han mon »overlevede«, fordi det trak ud med en fiks og færdig plan for, hvordan vi får klimaet tilbage på ret spor. Der var meget at komme efter på disse fronter, og det var der også på andre, hvor for eksempel »nedslidte Arne« stadig gik og ventede på en vej ud af arbejdsmarkedet. Og hvad med udligningsreformen og de uheldige e-mails og det ødelagte forhandlingsklima? Kunne partierne overhovedet være i stue sammen?
Regeringen var under pres, folkestyret var under pres, for det hele var meget alvorligt, og det er det altid, uanset hvad der er galt, og noget galt er der altid, for problemernes sum er konstant.
Og så kom corona.
Pludselig standede Danmark i våde, og så gjaldt det om at stå sammen – på god afstand af hinanden. Nu måtte man slet ikke være i stue sammen. Alligevel herskede nu et samarbejdende folkestyre, for nu var der virkelig problemer, og de kunne sagtens fylde en hel avis. Pludselig var alle de andre viderværdigheder ude af spalterne. Nu gjaldt det overlevelse og ikke bare i en hypotetisk fremtid, men her og nu, både for os selv og for virksomhederne og nationen. Ikke en dag gik på hæld, uden at regeringen havde holdt pressemøde om initiativer og hjælpepakker, og alle sammenkomster blev aflyst for at undgå, at vi kom tæt på hinanden – og så stimlede alle tæt sammen i det nærmeste supermarked for at købe toiletpapir og gær og håndsprit, der med ét blev den mest solgte vare i hele verden.
Nu var der for alvor noget at være bekymret for, og så måtte alle de andre problemer, der ellers lige havde været påtrængende og uopsættelige, vente.
Lad det være helt klart: Der er ikke noget godt at sige om corona og dens virkning på mennesker og samfund. Men den kan måske have den gode lille bivirkning, at vi opdager, hvad der virkelig betyder noget, og at meget af det, som vi mente var vigtigt, og som fyldte aviserne i ildevarslende vendinger, øjeblikkeligt blegnede, da det virkelig gjaldt.
Og vi demonstrerede, at vi (bortset fra toiletpapirpanikken) også i vores daglige adfærd forstod at handle efter den nye situations forlangende. Vi lod os for eksempel ikke sige to gange, at det vil være godt at »arbejde hjemme«, og vi levede fint med, at generalforsamlinger og fødselsdagsfester og andre arrangementer blev aflyst, og at svigermor måtte udsætte sine besøg på ubestemt tid. Nu var der bred og folkelig konsensus om noget, der var vigtigere end noget af alt det, der ellers havde fyldt vore velfærdsmættede liv i mange år. Nu koncentrerede vi os om det helt basale, nemlig behovet for et sikkert fundament under tilværelsen – noget, som vi hidtil havde taget for givet.
Nu kom problemerne i relief. Og det var nok egentlig ikke så ringe endda.
