PRRS-udbrud kan ikke spores

En af DanPiglets ejendomme fik i oktober udbrud af prrs. Kilden er dog ikke til at finde. I efteråret starter sanering.

Et udbrud af PRRS har siden oktober sidste år belastet en af de syv ejendomme i DanPiglets portefølje.

Hvordan smitten er kommet ind på ejendommen, kan dog ikke spores.

»Det er ikke til at vide, hvor den er kommet fra, men det er sandsynligvis via luftsmitte«, fortæller Kristian Holm Kristensen, adm. direktør i DanHatch og DanPiglet Holding.

Ejendommen har været ramt dobbelt, idet den netop var blevet vellykket saneret for PRRS2, men nu blev ramt af PRRS EU.

Koster en del penge

Direktøren afviser, at smitten er kommet fra Hatting, der er ejet af Danpiglets ene ejer, Danish Agro.

»Det er den samme type, men vi har ikke fået det fra Hatting. Vi kan ikke med sikkerhed spore det videre«, forklarer direktøren.

Hvor mange penge, smitteudbruddet har kostet, kan han ikke sætte beløb på, idet man stadig mærker eftervirkningerne.

»Det koster en del penge, men tingene er gået noget bedre på den smittede ejendom hen over sommeren, end vi havde forventet«, siger han.

»Vi starter her i efteråret en intern, sektionsvis sanering på ejendommen«.

En række af Danmarks soholdere fik i august sidste år smitteudbrud af PRRS, som de mener stammer fra orner på sædselskabet Hatting. Smågriseproducenterne har siden varslet erstatningskrav mod selskabet med krav om mange millioner. Hatting afviser på sin side at have gjort noget forkert i forhold til sine salgsbetingelser.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle