Rådgiver: Svært at investere lønsomt i slagtesvin lige nu

Det er fornuftigt at lade være med at investere i slagtesvineproduktion lige nu. Det mener driftsøkonomikonsulent Arne Larsen, Gefion.

Afregningsprisen på slagtesvin kan nemlig slet ikke følge med i forhold til de omkostninger, der ligger.

»Der er ingen lette løsninger. Forbrugerne må betale noget mere, før det kan svare sig at investere,« siger han.

Det samme gælder i USA, Tyskland og Spanien.

Derfor er han nærmest lettet over, at landmændene holder sig fra at investere i slagtesvin lige nu.

Hvis prisen på sigt kommer op, kan man måske indhente det fald, der sker i slagtesvineproduktionen i takt med, at der ikke sker nyinvesteringer. En lille hjælp kan også være, at prisen på smågrise vil falde, forudser han.

»Det ser ikke ud til, at tyskerne kan blive ved at betale så stor merpris for smågrise, som nu, hvor de presser prisen op. De mærker, at de ikke får så stort indirekte tilskud fra solceller og biogasanlæg som før,« siger Arne Larsen.

Som tommelfingerregler regner han med, at forskellen mellem prisen på slagtesvinefoder og afregningsprisen skal være 7-7,5. Det vil sige, at når slagtesvinefoder koster 1,80, skal afregningsprisen på svinekødet inkl. efterbetaling være 12,60-13,50 kr.

En anden tommelfingerregel siger, at dækningsbidraget for hvert svin skal være 125-135 kr.

»Vi oplever, at landmænd og finansverdenen kræver en lidt større margin end tidligere, før de investerer, fordi der er store udsving på priserne på foder, svin og måske på et tidspunkt også renten,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle