Rædselsfuldt 2018 - men grund til optimisme, når det gælder noteringen i 2019

Fald i EUs svineproduktion og gode udsigter for eksporten ud af EU giver udsigt til stigende svinepris i 2019.

Af Karsten Flemin, markedsanalytiker i Landbrug & Fødevarer

2018 bliver et år, der hurtigst muligt bør gå i glemmebogen for danske svineproducenter.

Ud over tørken har producenterne i 2018 kæmpet med en svinepris, der ligger betydeligt under produktionsomkostningerne. Stigende EU-produktion af grisekød og pres på eksportmarkeder har ramt prisen for slagtesvin. Og på det seneste har smågriseprisen fået et ekstra tryk ned, da der blev fundet afrikansk svinepest i Belgien. Udbruddet har skabt yderligere usikkerhed om fremtiden blandt tyske slagtesvineproducenter, der frygter, at smitten skal spredes til Tyskland.

Men når det gælder 2019, tegner der sig på nuværende tidspunkt et mere optimistisk billede.

Fra foråret 2019 er der udsigt til slagtninger i EU, der begynder at ligge under året før. Og samtidig er der grund til optimisme, når det gælder efterspørgslen fra de to store eksportmarkeder Kina og Japan.

Stigende notering i 2019

Hvor hurtigt - og hvor meget - noteringen vil stige i 2019, vil først og fremmest afhænge af, hvor meget EU-svineproduktion der bliver lukket her i 2018.

Ved seneste offentliggjorte EU-svinetælling fra maj/juni 2018 var bestanden af avlssøer og heraf drægtige søer faldet henholdsvis 0,9 pct. og 2,0 pct. Og man må formode, at der siden maj/juni har været yderligere tilbagegang i avlsbestanden.

Bedre efterspørgsel fra eksportmarkeder

I Kina rapporteres der om fald i avlsbestanden, samtidig med at man kæmper med afrikansk svinepest. Dette kan i 2019 øge den kinesiske efterspørgsel efter grisekød. Og den nye frihandelsaftale mellem EU og Japan, der efter planen træder i kraft fra foråret 2019, bør også stimulere efterspørgslen fra Japan, alt sammen noget, der bør styrke noteringen i 2019.

 

Afrikansk svinepest er jokeren

Men desværre er der også en ubekendt joker for 2019 i form af afrikansk svinepest.

I første omgang gælder det om at undgå, at sygdommen kommer til Danmark. Men bliver et stort eksportland i EU som Tyskland ramt af afrikansk svinepest, kan det få negative konsekvenser for svineprisen til danske svineproducenter i 2019.

Den tyske eksport af grisekød ud af EU er på ca. 1 mio. ton årligt. En så stor eksport kan formentlig ikke bare blive overtaget af de øvrige EU lande. Det vil således betyde mere grisekød på EU-markedet, hvis Tyskland mister muligheden for eksport ud af EU. Og den tyske slagtesvinepris vil gå i bund med medfølgende konsekvenser for danske og tyske smågrisepriser.

Begrænset udbrud i Belgien

Indtil videre er udbruddet af afrikansk svinepest i Belgien dog begrænset til vildsvin i et område på 63.000 hektarer i det sydøstlige Belgien. Den sparsomme svineproduktion, der er i området – ca. 4.000 svin hos 58 mindre svineproduktioner - er blevet slået ned, og området er blevet spærret for offentligheden.

Man kan kun håbe, at de belgiske myndigheder lykkes med at få inddæmmet og i sidste ende udryddet sygdommen.

Udbrud af klassisk svinepest i Brasilien

Man skal i det hele taget nok indstille sig på, at i takt med en stigende globalisering får smitsomme sygdomme stadig større udbredelse i verden.

Senest har Brasilien i sidste uge rapporteret om et tilfælde af klassisk svinepest i en mindre svinebesætning. Den ramte besætning ligger dog i det nordøstlige Brasilien mere end 3.000 km væk fra de store områder med svineproduktion i det sydlige Brasilien. Så hvis smitten ikke spredes yderligere til den sydlige del af landet, får dette udbrud formentlig ikke den store betydning for Brasiliens eksport af grisekød.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle