Røde asparges er et gastronomisk hit

Torup Bakkegård & Orelund I/S dyrker tre farver af asparges på 14 hektar.

De fleste kender grønne og hvide asparges som en lækkerbisken i forsommeren, men nu kommer endnu en farve til, nemlig rød asparges.

De røde aspargesplanter blev plantet for to år siden på Torup Bakkegård & Orelund I/S ved Assens, og i år blev de første asparges med den rød-violette farve stukket og sendt på markedet for første gang.

Torup Bakkegård dyrker over 14 hektar med især hvede og grønne asparges, som vaskes og pakkes til det danske marked på gården. For denne satsning på asparges og for markedsføringen af den røde asparges blev Jacob Jacobsen tidligere på foråret tildelt Det Danske Gastronomiske Akademis hædersdiplom.

Tidlig høst

"Jeg fandt de røde aspargesplanter i Tyskland. Sorten hedder Violetta, og den er knap så kraftig som de grønne asparges," siger Jacob Jacobsen, der ud over Torup Bakkegård driver en planteskole.

Jacob Jacobsen anbefaler den røde asparges til marinering eller rå i salater, fordi den dekorative røde farve forsvinder ved kogning.

Asparges er dyrket på gården i en lang årrække. I år startede høsten af hvide asparges den 20. april, hvilket er ekstraordinært tidligt. Dækning af kammene med sort plast er med til at fremme væksten i foråret.

Hvide asparges giver fire-otte ton pr. hektar, mens udbyttet i grønne og røde asparges er cirka det halve. Asparges holder typisk seks-otte år, og der går to år fra plantning til første høst.

"Vi afsætter primært til catering og restauranter, men også til supermarkeder. Især salg til supermarkeder er en kamp, for der er meget håndarbejde i at dyrke asparges, og vores omkostninger er forholdsvis høje," siger Jacob Jacobsen.

Pres på prisen

Han fornemmer en snert af den finansielle krise i form af pres på priserne. Der er tendens til, at flere aftagere går på kompromis med nationaliteten og køber de billigere importerede asparges.

"I nogle år har vi fået omkring 40 kroner pr. kg, og det er rimelig godt. Men under 30 kroner gør det ondt," siger Jacob Jacobsen.

Han ser kun en vej til at blive mere konkurrencedygtig med de udenlandske asparges, og det er rationalisering i produktionen. En mulighed er automatisk sortering af aspargesen med fotoudstyr i stedet for den nuværende sortering med håndkraft.

smitt@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle