Radrensere viser evnerne i majs

Nordeuropas største demonstration af radrensere kan ses på Nørgaard ved Brørup 16. juni.

Kan radrensere, effektmæssigt og økonomisk, erstatte en eller flere sprøjtninger mod ukrudt i majs?

Mange majsdyrkere er muligvis skeptiske, men de vil kunne komme tættere på et reelt svar ved at deltage i årets Grovfoderekskursion 16. juni. Som et led i ekskursionen gennemføres nemlig Nordeuropas hidtil største markdemonstration af radrensere i majs tilhørende Boe Thomsen, Nørgaard ved Brørup.

"Vi har aftale om, at der vil køre seks-syv radrensere af de nyeste typer i marken, og både fabrikanter samt maskinstationer er til stede for at fortælle om renserne," siger innovationskonsulent Jørgen Pedersen, AgroTech, om demonstrationen.

"Der kommer rensere, der styrer i rækken ved hjælp af kamera, og hvor man kan køre med otte-ti kilometer i timen. Men der deltager også frontmonterede rensere, der styres manuelt, hvilket kan være lige så effektivt. I begge tilfælde kan renserne køre meget tæt på rækken uden at skade planterne, men nogle rensere er desuden udstyret med stjernerullerensere, der kører ind mellem planterne i rækken."

En vigtig detalje ved radrensning er, at renseren passer med såmaskinen, som har sået afgrøden, påpeger Jørgen Pedersen.

Meget realistisk!

"Det er meget realistisk, at radrensning har en fremtid til ukrudtsbekæmpelse i majs," siger landskonsulent Poul Henning Petersen, Videncentret Planteproduktion.

Både forsøg og praksis i Sverige og Danmark har vist, at en enkelt ukrudtssprøjtning fulgt op af en eller to radrensninger er fuldt på højde med kemisk bekæmpelse ved en normal ukrudtsbestand i majsen.

"Hvis man sætter en frøsåkasse på radrenseren, har man desuden den mulighed at så udlæg af græs eller efterafgrøde i majsen sammen med den ene radrensning. Dermed har man to behandlinger til at betale for kørslen," siger Poul Henning Petersen.

smitt@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle