Rapsen har klaret vinteren bedre end ventet

Der ventes kun omsåning på få hektar. Forventning om moderate udbytter i overvintret raps.

Mange vinterrapsmarker har set elendige ud efter den hårde vinter, der mange steder fulgte efter sen såning og et vådt efterår.

Man alligevel ligger omsåningen på et lavt niveau. Mange dårlige vinterrapsmarker er kommet sig tilstrækkeligt til, at omsåning ikke vurderes at kunne betale sig.

"Med den rapspris, som vi har nu, skal man temmelig langt ned i udbytte, for at det kan betale sig at så om med vårsæd," konstaterer planteavlskonsulent Ole Nygaard, LandboMidtØst.

I den seneste uge er mange marker kommet sig betragteligt, og Ole Nygaard vurderer, at under fem procent af vinterrapsen i Midt- og Østjylland er tjenlig til omsåning. Men der er stor spredning, og pletvis er rapsen gået til af vand på markerne eller som følge af for sen såning.

"Men udbytterne bliver ikke høje i år. Planterne er svage på mange arealer, og de sætter ikke mange sideskud," mener Ole Nygaard.

90 procent er ok

"90 procent klarer skærene," lyder et slag på tasken om vinterrapsens overlevelse nordenfjords fra chefkonsulent Jens Elbæk Andersen, LandboNord.

"Årsagen til udvintring er primært for meget vand. Planterne er simpelthen druknet nogle steder. Men naturligvis er der også marker, som er sået for sent. Jeg har selv set en mark, som blev sået med grubber 8. september, og den var færdig," siger Jens Elbæk Andersen.

Pris på vinterbyggen

I Sønderjylland klarer vinterrapsen skærene de allerfleste steder, forudser planteavlskonsulent Torben Føns, Sønderjysk Landboforening.

"Men mange marker har små planter. Korrekt såtid viser sig meget tydeligt i år, og det er i sådan et år, at man kan sætte pris på vinterbyggen. Jeg mener, vi bør diskutere, om rapsen ikke kan sås endnu tidligere, måske i juli.

Vi har jo adgang til vækstregulering med Juventus, hvis der skulle være risiko for kraftig vækst," siger Torben Føns.

smitt@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle