Regler for vaskepladser på vej

I løbet af foråret vil Miljøstyrelsen sende et forslag til bekendtgørelse i høring, som skal fastsætte regler for de pladser, hvor landmænd fylder og vasker deres marksprøjter. Det oplyser fuldmægtig Lene Graversen, Miljøstyrelsen.

"Reglerne for fylde- og vaskepladser vil i store træk følge anbefalingerne i den baggrundsrapport om emnet, som blev udarbejdet i 2005," siger Lene Graversen.

Behov for regler

I Pesticidhandlingsplan 2004-2009 er det besluttet, at der skal vedtages regler for den slags pladser, og ifølge landskonsulent Poul Henning Petersen, Landscentret Planteavl, er det på høje tid, at reglerne kommer.

På nuværende tidspunkt er der ingen krav eller bestemmelser om, hvordan pladserne skal indrettes og bruges, og det er fortsat ikke forbudt at fylde eller vaske sprøjten på et areal, hvor vandet ikke opsamles. Dog gælder det helt generelt, at pesticider ikke må forurene jord, grundvand eller vandløb og søer.

"Alle har erkendt, at punktkilder udgør en forureningsrisiko, og det har været generende, at de tiltag, som vi har anbefalet for at undgå dem, har hvilet på usikre antagelser om, hvordan reglerne ville blive. Landmænd har ikke kunnet vide, hvad de skulle rette sig efter i forbindelse med forandringer på deres bedrift," siger Poul Henning Petersen.

"Især på bedrifter, hvor man samler vaskevandet i en særskilt beholder og ikke leder vandet til en gyllebeholder, har der været usikkerhed om fremtidens krav."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle