Rekordår for økologi i 2020

Af Ejvind Pedersen, chefkonsulent, Økologi, Landbrug & Fødevarer

2020 blev på alle måder et rekordår for økologiproduktionen i Danmark. Det økologiske areal steg med 9.000 ha til 310.000 ha svarende til 11,7 pct. af det samlede jordbrugsareal i 2020. Der var i alt 4.121 økologiske bedrifter.

Også i den økologiske produktion af animalske varer blev der sat nye rekorder. Økomælken steg med 18 mio. kg til i alt 728 mio. kg, mens produktionen af økologiske æg steg med 1 mio. kg til 23,4 mio. kg. Der blev desuden slagtet 1,5 mio. øko-kyllinger, hvilket er omkring 250.000 flere end året før ifølge Landbrugsstyrelsen. Endelig er det estimeret, at der i 2020 blev slagtet omkring 230.000 økologiske grise, hvilket er på samme niveau som året før.

For alle de animalske varer gælder, at efterspørgslen stiger hvert år på både hjemme- og eksportmarkederne. I det seneste år har der således været en generelt fremgang i økologisalget i detailbutikkerne i Danmark på omkring 15 pct. ifølge butikkernes udmeldinger. Til gengæld har salget til hoteller og restauranter mv. været stærkt påvirket af coronarestriktionerne.

På det vigtigste eksportmarked - Tyskland - steg det samlede økologisalg med hele 22 pct. i 2020, hvilket er den største vækst i de seneste 10 år. Stigningen var fordelt jævnt over alle varegrupper, men størst for grisekød og fjerkræ. Også for mælk og æg var der pæne stigninger. Det går således ganske fornuftigt med den danske eksport af mejerivarer og kød, mens fjerkræ aktuelt har udfordringer pga. fugleinfluenzaen i Danmark.

De seneste års stigning i det økologiske areal har medført, at produktionen af korn er rigelig stor i forhold til efterspørgslen. Her kunne et skifte til flere proteinafgrøder være en mulighed for nogle landmænd.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle