En stigende verdens-markedspris på oksekød har øget afsætningsmulighederne på eksportmarkederne.
Oksekøddivisionen i Danish Crown betaler i år en rekordstor efterbetaling på 1,25 kr.
Det demonstrerer ifølge selskabet, at en stor indsats i det forgangne år har båret frugt.
»Vi har i lighed med den øvrige koncern haft et år præget af DC Future, og det betyder positive resultater over hele linjen. Samtlige afdelinger i oksekøddivisionen leverer over budget,« fortæller direktør Lorenz Hansen i en pressemeddelelse.
Omsætning på tre en halv mia. kr.
Oksekøddivisionen har i år haft en omsætning på 3.470 mio. kr. mod 3.100 mio. kr. sidste år.
Både det danske og de internationale markeder bidrager positivt til resultatet. Ifølge Lorenz Hansen har en stigende verdensmarkedspris på oksekød øget afsætningsmulighederne på eksportmarkederne.
»Vi har blandt andet haft et godt år på det russiske marked, og markedet i EU har også udviklet sig positivt,« siger Lorenz Hansen.
Øget markedsandel
Oksekøddivisionen har gennem det seneste år øget sin andel af slagtningerne på landsplan fra 57,6 procent til 60,4 procent. Antallet af leverancer til Danish Crown er steget, og det giver bedre kapacitetsudnyttelse.
»Et væsentligt led i DC Future har været at nedbringe omkostningerne pr. kilo kød i Danmark. Derfor er kapacitetsudnyttelse vigtig. Vi har haft en fantastisk opbakning fra ejerne og en løbende tilstrømning af nye andelshavere. Det har givet øgede mængder til slagterierne og dermed en bedre udnyttelse af produktionsanlæggene,« siger Peder Philipp, formand for Kreaturudvalget i Danish Crown.