Renten stiger: Sådan får du mindre gæld

Tiden med historisk lave renter ved at være slut. Økonomien er forbedret, ledigheden faldet, og inflationen er gradvist stigende.

Alt tyder på, at renten snart vil begynde at stige. I Landbrug & Fødevarer er cheføkonom Frank Øland ikke i tvivl om, at den europæiske centralbank ECB begynder at hæve renten i det første halvår af 2019. Og alene forventningerne om en renteforhøjelse vil få markedsrenterne til at stige.

»I mange år har min prognose været ”lave renter i lang tid”. Det sagde jeg som ansvarlig for Danske Banks ECB renteprognose, efterfølgende som chefstrateg for Danske Bank Private Banking og også, da jeg startede som cheføkonom i Landbrug & Fødevarer. Men der er slut nu«, fortæller Frank Øland, der har analyseret rentemarkedet.

»Det er min forventning, at ECB begynder at hæve renten i 1. halvår 2019. Tempoet for rentestigningen bliver sandsynligvis ikke så højt som tidligere. Måske tre renteforhøjelser om året. Dermed bevæger vi os gradvist væk fra det nuværende nulrentemiljø«.

Med stigende renter skal man overveje, hvad der skal ske med lånene, hvis man har lån med variabel rente:

»Det er min opfordring, at man nu overvejer, om en del af gælden skal lægges om til et fastforrentet lån. Så kender man nemlig renten, og der er mulighed for en pæn reduktion af restgælden, hvis renterne stiger betydeligt«, lyder rådet fra Frank Øland.

Lås over fem år

Hvis man ikke er klar til at skifte til fastforrentet lån, kan man ifølge Frank Øland overveje at låse renten fast i en lidt længere periode, f.eks. over fem år:

»Den månedlige ydelse bliver en del højere, hvis man skifter til et fastforrentet lån. Derfor kan man overveje, om den lave rente skal låses fast i en lidt længere periode, f.eks. med et F5-lån«.

Ifølge analysen er det usikkert, hvor hurtigt renterne vil stige, men det bliver sandsynligvis væsentligt langsommere end i 1999-2000 og 2005-2007. Til gengæld forventes markedsrenterne at stige yderligere, og det kan medføre en betragtelig restgældsreduktion på fastforrentede realkreditlån.

Markedsrenterne har været gradvist stigende siden december 2017. De 5-årige danske statsobligationsrenter er steget fra -0,16 pct. den 7. december til 0,26 pct. den 20. februar. I den samme periode er den 30-årige danske statsobligationsrente steget fra 0,88 pct. til 1,24 pct.

Faktaboks

Baggrund: Et godt bud på rentens optur

  • Analysen er lavet på baggrund af de officielle udmeldinger fra ECB, historiske reaktionsmønstre, markedsforventninger og Landbrug & Fødevarers vurderinger af den fremtidige økonomiske udvikling mv. 
  • Forudsætningerne ændrer sig løbende. ECB kan hæve renten tidligere eller senere end indikeret i analysen, ligesom centralbanken også helt kan undlade at hæve renten.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle