Restbetalingen på grise fem øre under sidste års rekord

Danish Crowns nettoresultat går 5,3 procent frem til 2,255 mia. kr. Den samlede omsætning falder med 4,1 procent til 58,287 mia. kr. Restbetalingen for grise og køer bliver 130 øre og 110 øre for søer.

Jeg er rigtig glad for de resultater, vi har opnået. Vi har et stærkt momentum i forretningen lige nu«, siger Group CEO i slagterikoncernen Danish Crown Jais Valeur om det regnskab, der blev offentliggjort tirsdag.

»Man skal huske på, at der er virkelig mange ting, der har spærret vejen. Covid-19 har der været alle steder, og så har Europa været plaget af svinepest, og Kina faldt helt ud af sengen og holdt helt op med at importere svinekød. Det har været et svært marked, for både i Spanien og Tyskland har man været helt desperate for at komme af med sit svinekød«.

»Jeg forstår godt, hvis de danske svineproducenter alligevel ikke er tilfredse. Grisepriserne er faldet, samtidig med at priserne på råvarer er steget. Det er bare en skidt cocktail at være producent i. Men jeg synes, at vi har fat i den lange ende i Danmark. Vi slagter omkring 13 mio. af de godt 30 mio. grise, der bliver født, og jeg er sikker på, at vi sagtens kan slagte flere endnu«, siger Jais Valeur.

Grise ned, kalve op

En hurtig rundtur i regnskabet viser, at koncernen for første gang passerer 2,2 mia. kr. i overskud. Nettoresultat går 5,3 procent frem til 2,255 milliarder kroner. Men på grund af massive fald i verdensmarkedspriserne på grisekød i den sidste tredjedel del af regnskabsåret mindskes den samlede omsætning med 4,1 procent til 58,287 milliarder kroner.

Det er dog ikke dykket i omsætningen, der får restbetalingen til at falde. Faldet skyldes, at der er slagtet flere grise. Overskuddet skal altså fordeles på flere kilo. Samlet set udbetales der i virkeligheden et større beløb end sidste år.

»Der er igen i år skabt værdi for de 1.600 andelsejere, der leverer grise til Danish Crown. Målt i kilo har de leveret otte procent mere til de danske slagterier. Rekordresultatet skal derfor fordeles på flere kilo, så restbetalingen pr. kg til leverandørerne af grise ligger en spids lavere end sidste år. Det ændrer dog ikke på, at det har været en attraktiv forretning for landmændene at holde grisene i Danmark frem for at eksportere dem som smågrise«, siger Jais Valeur.

Det ændrer dog ikke på, at restbetalingen ikke lever op til sidste års rekord. Restbetalingen, der er ventet med spænding af leverandørerne, havner i år på 130 øre - fem øre under sidste års resultat, der var det bedste i 15 år.

Derudover bliver der sat 242 mio. kr. ind på andelsejernes ejerkonti. For en ejer, der leverer 10.000 grise årligt, bliver det samlet set til cirka 1,3 mio. kr.

Restbetalingen for søer er sat til 110 øre, og leverandørerne af kreaturer får til gengæld en femøre mere end sidste år, nemlig 130 øre. Alle tal under forudsætning af, at repræsentantskabet nikker ja til regnskabet og de foreslåede restbetalinger på det ordinære repræsentantskabsmøde 30. november.

Faktaboks

3 beløb, vi lige nu er særligt glade for:

  1. Milliarden: DAT-Scaub, der leverer alt fra svinetarme til produkter til medicinalindustrien, har i årets regnskab rundet sin første milliard i driftsresultat. Resultatet er helt i tråd med forædlingsstrategien.
  2. Millionen: Restbetalingen på grisekød er faldet en smule, men i lyset af et turbulent regnskabsår svarer den til, at en leverandør af 10.000 slagtegrise for udbetalt 1,3 mio. kr. i restbetaling.
  3. Fem-øren: Resultater i de fællesejede forædlingsselskaber Danish Crown Foods, KLS i Sverige, polske Sokolów og ESS-Food, betyder, at restbetalingen på oksekød kan øges fra 125 til 130 øre pr. kilo.

3 lande, vi altid holder øje med:

  1. Spanien: Vi vil prøve at skabe de samme fordele for dansk svinekød, som Spanien har med sin integratormodel. Vi kan ikke konkurrere på lønninger, så vejen frem er forædling. 
  2. Tyskland: Selvforsyningsgraden i Tyskland har været helt oppe på 125 pct., og vi tror på, at der kommer til at ske en tilpasning af den tyske svineproduktion i retning af mindre mængder kød, der til gengæld er højere forædlet.
  3. Kina: Forhåbentlig kommer der gang i det kinesiske marked igen. Lige nu er Europa oversvømmet af spansk og tysk kød, der ikke kan eksporteres til Kina. 

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle