Sådan giver du et godt bud på at forpagte jord

Ny model til beregning af forpagtningsaftaler giver et hurtigt overblik og et bedre beslutningsgrundlag, når det endelige bud på en forpagtning skal afgives.

Af Anja Kruse Christensen, Seges Økonomi & Virksomhedsledelse

Da svineproducent Lars Jonsson fra Ringe skulle byde på en forpagtning, hev hans økonomikonsulent en ny forpagtningsberegningsmodel op af skuffen. Den nye model regner med flere variabler og simulerer på sandsynligheden for, at det økonomiske resultat ligger inden for et bestemt interval. Samtidig bruger forpagtningsmodellen grafer til at illustrere resultatet. Og det faldt i god jord hos den sjællandske landmand.

Større tryghed

Efter at have indtastet de forskellige forudsætninger i forpagtningsmodellen stod Lars Jonsson hurtigt med en række udskrifter med grafer i hånden, der viste ham, hvordan økonomien omkring forpagtningen ville se ud. Her kunne han se, hvor højt overskuddet vil være ved de forskellige bud og under de forskellige forudsætninger, og det har givet ham et godt overblik over økonomien i forpagtningsbuddet.

»Det er nemmere, hurtigere og mere overskueligt. Jeg fik lynhurtigt et meget bedre overblik over mine forudsætninger, og det gjorde, at jeg havde en helt anden tryghed ved buddet. Jeg har aldrig været mere sikker ved et bud, end jeg var den her gang«, fortæller svineproducent Lars Jonsson.

Bedre beslutningsgrundlag

Trygheden i beslutningsgrundlaget er netop en af styrkerne ved den nye forpagtningsberegningsmodel. Modellen giver et godt udgangspunkt for at snakke om dataene i beregningsgrundlaget.

»Forpagtningsmodellen er rigtig god som dialogværktøj, fordi det giver en mere nuanceret snak om tallene« forklarer Ove Lund, seniorkonsulent ved Seges.

Ikke ærgerlig over handel

Det lykkedes ikke Lars Jonsson at få den forpagtning, han havde budt på. Men selvom buddet ikke var højt nok til at sikre aftalen, er den sjællandske svineproducent ikke skuffet.

»Jeg havde sagt, at jeg ville have en økonomisk buffer og et bestemt overskud, og det var det, jeg satte mit bud efter. Prisen, som forpagtningsaftalen endte på, lå langt fra mit bud, så jeg er overhovedet ikke ærgerlig,« forsikrer Lars Jonsson. Han tøver derfor heller ikke med at anbefale forpagtningsberegningsmodellen til andre, der skal have regnet på en forpagtningsaftale.

Faktaboks

Modellen er udviklet af Seges og anvender risikosimuleringsværktøjet @Risk til at beregne sandsynligheden for, at resultatet ligger inden for et bestemt interval. Sandsynlighedsberegningen bygger på de forudsætninger, f.eks. kornpris og maskinomkostninger, som landmanden og hans økonomirådgiver taster ind. 

Overvejer du at bortforpagte? 

Send en mail til kontakt@forpagter.dk og få eksklusiv adgang til et nyt site, hvor du har mulighed for at forpagte og bortforpagte både jord og stalde.  

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle