Sår efterafgrøder med Rauch-bomspreder

På Martin Børsting Maskinstation ved Skive sår man efterafgrøder med en brugt gødningsspreder fra Rauch.

En god gødningsspreder kan snildt bruges til både såning af lovpligtige efterafgrøder og udbringning af sneglebekæmpelse. Det har man i hvert fald erfaret hos Martin Børsting Maskinstation i Hem nær Skive, hvor man i foråret investerede i en brugt spreder til handelsgødning til netop det formål, så de med den kan tilbyde spredning af efterafgrøder før høst.

Medindehaver af Martin Børsting Maskinstation, Søren Børsting fortæller, at maskinstationen fik den brugte, bugserede spreder leveret i april i år. Det er nærmere bestemt en Rauch AGT 6036 fra 2008.

Rettidig såning

»Vi fandt selv den brugte spreder nede ved Femern i Tyskland, men vi fik så J. Hundahl til at hjælpe med det praktiske med at få den til Danmark«, siger Søren Børsting, der tilføjer, at der egentlig ikke er noget specielt ved sprederen som sådan.

»Det specielle er jo bare det, som vi vil bruge den til, altså såning af efterafgrøder. Vi har jo et sent høsttidspunkt, og det betyder travlhed, så det kan være svært at nå efterafgrøderne rettidigt, men med den her store bomspreder har vi nemmere ved at få efterafgrøderne passet ind, så vi kan få det klaret inden høsten«, siger Søren Børsting.

Kundeønske

I Tyskland er det et meget almindeligt fænomen, at man bruger gødningsspredere til såning af efterafgrøder, men Søren Børsting vurderer, at der nok er mindre end en håndfuld, der gør det i Danmark.

Rauch bomsprederen, der har et rumindhold på 6.300 liter, er forsynet med doseringsvalser, som blæser frøene eller handelsgødningen ud på 36 meter - eller 30 eller 24, hvis man foretrækker det.

»Udsædsmængden kan vi justere fra fem til 250 kilo pr. hektar. Til efterafgrøder kører vi med en udsædsmængde på 10 til 35 kilo pr. hektar«, siger Søren Børsting, der tilføjer, at hele idéen faktisk skyldes et kundeønske.

Alsidig maskine

»Og så gik vi i gang med at undersøge, hvad der var af forskellige muligheder, og fandt så ud af, at Rauch sprederen var en optimal løsning for os. En ny koster langt over en million, så vi fandt, at det var en god idé at finde en god brugt. Der er to sæt doseringsvalser til den, og hvis vi skulle få lyst til at bruge den til spredning af handelsgødning, kan vi nok lave den om til det på en times tid. Men det har vi nu ikke prøvet endnu«, siger Søren Børsting.

»Den kan i øvrigt også bruges til sneglebekæmpelse. Så det er en investering, der giver god værdi for pengene«, siger Søren Børsting.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle