Sænk priserne på hjælpestoffer

"Gødningsproducenternes strategi med at stoppe produktionen i nogle måneder for at skabe underforsyning er helt forfejlet." Det fastslog formanden for Familielandbruget Sydvest i sin beretning ved generalforsamlingen i sidste uge.

Henrik Bertelsen mener, at producenterne af landbrugets hjælpestoffer må erkende, at de ikke kommer af med deres varer, hvis aftagerne, landmændene, ikke kan få økonomi i deres produktion.

"Grovvareselskaberne gør hvad de kan for at holde priserne på især gødning oppe. Men de må altså tage deres tab. Det er jo også de vilkår, vi handler under, når vi sælger vores afgrøder til dem," sagde Henrik Bertelsen.

Ikke flere afgifter

Formanden formanede regeringen om ikke at påføre landbruget yderligere udgifter eller forringede produktions- og rammevilkår i den bebudede plan for landbruget, der ventes offentliggjort senere på måneden.

"Vi hører om både øgede afgifter og kraftige reduktioner i kvælstofanvendelse. Men der er altså ikke plads til flere byrder," sagde Henrik Bertelsen.

Formanden pegede også på, at en mere målrettet indsats på natur- og miljøområdet vil gavne naturen mere end for eksempel yderligere reduktion i forbruget af sprøjtemidler i landbruget.

"Det handler om emner som udtagning af og randzoner også andre steder end langs vandløb og absolut også om pleje. Vi får ikke den ønskede natur i for eksempel vådområder og ådale ved bare at lade stå til," sagde Henrik Bertelsen.

Som et problem i forbindelse med landbrugets mulighed for at forbedre natur og miljø pegede han på, at enkeltbetalingsordningens regler gør det sværere for en landmand at forbedre miljøet.

"Det er nu blevet endnu mere vigtigt, hvad der gror og ikke gror hvor, og hvordan vi sætter stregerne på kortene og opdeler markerne. Det gør, at vi efterhånden ikke tør lave noget som helst af frygt for at blive sanktioneret i støtten. Man kan oven i købet risikere, at reglerne er ændret eller præciseret med tilbagevirkende kraft," sagde han.

Familielandbruget Sydvest er dannet i denne vinter i forbindelse med, at Sydjysk og Varde-Ølgod Familielandbrug blev nedlagt, og regionsforeningen Ribe Amts Familielandbrug ændrede vedtægter og tog navneforandring til Familielandbruget Sydvest.

Foreningen er med i Landbrugsrådgivning Syd sammen med de øvrige regionale familielandbrugsforeninger i det sydlige Jylland og på Fyn.

Nyvalgte i den udvidede bestyrelse efter sammenlægningen blev: Ejnar Hansen, Oksbøl, Tommy Dideriksen, Nordenskov, Erik K. Thomsen, Horne, Anna Møller Kristensen, Ølgod, Peder Gregersen, Ølgod.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle