Efter otte år på posten har Erik O. Petersen, Barsbøl, valgt at stoppe som formand for Sønderjysk Familielandbrug for at få mere tid til familie, landbruget og sine hobbyer.
Det betyder, at foreningen skal finde hans efterfølger på årsmødet 20. marts på Agerskov Kro.
På nuværende tidspunkt har en kandidat meldt klart ud. Det er den 49-årige Henrik Petersen, Ellum ved Løgumkloster. Henrik Petersen driver 117 hektar og har 60 økologiske køer i et moderne produktionsanlæg med robotmalkning. Desuden afgræsser hans skotske højlandskvæg bl.a. arealer i Lindet Skovdistrikt, ligesom han har en sideproduktion af juletræer med nordmannsgran på to hektar.
Henrik Petersen er desuden formand for Tønder Amts Familielandbrug.
Erik O. Petersen fortsætter som formand for rådgivningsselskabet, Landbrugsrådgivning Syd, frem til selskabets konstituerende bestyrelsesmøde i maj.