S efterlyser mere fokus på landbrugets gæld

S presser på for at komme i forhandlinger med regeringen om en langsigtet plan for landbruget. Håndteringen af landbrugets gæld er et oplagt forhandlingsemne, mener Simon Kollerup, socialdemokratisk fødevareordfører.

Håndteringen af landbrugets gæld er et af de centrale emner, Socialdemokratiet ønsker at forhandle med regeringen om som led i en bred og langsigtet vækstaftale.

Det siger Simon Kollerup, fødevareordfører for S.

Han uddyber dermed den opfordring til regeringen om at indgå i forhandlinger med S, som partiformand Mette Frederiksen i sidste uge fremlagde ved nytårskuren i Sønderjysk Landboforening.

»Mere håndfast greb«

»Hvis vi skal lave nogle bedre rammevilkår for erhvervet, som kan skabe den ro og stabilitet, som mange landmænd efterlyser, så skal vi have adresseret det store gældsproblem. Vi skal have et langt mere håndfast greb om gældsudfordringen, end vi har set fra regeringens side,« siger Simon Kollerup.

Han mener i runde vendinger, at der skal gøres mere for at hjælpe håbløst forgældede landmænd ud af erhvervet samtidig med, at de dygtigste, men forgældede unge, kan få mulighed for at blive.

Samtidig skal der gøres en større indsats for at skaffe fremmed kapital til landbruget f.eks. via fonden ’Dansk Landbrugskapital’ oprindelig en socialdemokratisk idé, som Venstres Troels Lund Poulsen har søgt realiseret i beskåret udgave. Men der er potentiale til mere, og der kan gøres mere for at få de hidtil modvillige pensionskasser på banen, mener Simon Kollerup.

Kølig modtagelse

Mette Frederiksen talte i Agerskovhallen også om at ’genåbne landbrugspakken’ for at ’bringe erhverv og miljø i bedre balance’.

Den melding falder på stengrund blandt partierne i blå blok, hvor miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen afviser enhver tanke om at genåbne pakken.

»Men hvis Socialdemokraterne virkelig mener, at de vil være med til at forbedre vilkårene for dansk landbrug, er de mere end velkomne til at tilslutte sig aftalen,« siger han i en kommentar til LandbrugsAvisen. Ministeren hilser dog de nye S-toner velkommen og siger, at den første ’lakmus-test’ er Socialdemokraternes indstilling til lovforslaget om Husdyrloven.

Ved førstebehandlingen gav Simon Kollerup udtryk for, at S ser positivt på forslaget, men ønsker mere tid til at sætte sig ind det store lovforslag.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle