S-ordfører: »Landbrugspakken skal udskiftes«

Simon Kollerup (S) har skældt ud på Landbrugspakken, siden den blev født. Med afsæt i stærke meningsmålinger til S har LandbrugsAvisen spurgt til pakkens fremtid ved et eventuelt regeringsskifte.

Går S til valg på at rulle hele eller dele af Landbrugspakken tilbage?

»Jeg synes ikke, at der er ret meget af Landbrugspakken tilbage i dag at rulle tilbage. Der har været så mange mellemværender med EU og en ny aftale om målrettet regulering eksempelvis. Jeg ser fremad på den måde, at hvis vi bliver betroet magten, så skal vi lave et bredt forlig, hvor vi får skabt den bredde og stabilitet om rammevilkårene, som Landbrugspakken ikke har kunnet levere. Så hvis du spørger, om jeg vil erstatte en smal aftale med et bredt forlig, så er svaret klart ja«.

Men hvad er så dit problem med Landbrugspakken, hvis der alligevel ikke er meget tilbage af den?

»Når jeg taler med fødevareproducenter og erhvervslivet omkring, så efterspørger man ikke snævre aftaler, som måske er gode på indhold. I stedet ønsker man sig stabilt indhold, som giver stabilitet under sine investeringer, og det gør pakken ikke. Så det er min primære anke«.

Hvordan skal et bredt forlig se ud?

»I et bredt forlig skal vi have en garanti for, at vi får en fremgang i miljøets tilstand. Vi skal have styr på, at vi år efter år opsamler mere kvælstof med de rigtige indsatser. Diskussionen om kvælstof er kommet af, at der ikke er blevet leveret på de kollektive indsatser. Når der ikke bliver leveret, må vi sørge for, at det sker på andre måder. Kan vi omvendt nå i mål på miljøsiden, er vi helt ude over diskussionen om normer osv. Det, vi vil have, er en blivende ramme for, at der bliver taget hånd om miljøet, samtidig med at vi selvfølgelig gerne vil understøtte et effektivt landbrugserhverv«.

Der indgår ikke delmål for kvælstofindsatsen i Landbrugspakken. Hvad er det, du mener, der ikke er blevet leveret?

»Men det står i et svar til Folketinget, så der er en parlamentarisk forpligtelse. Så er jeg klar over, at der ikke er juridiske, EU-fastsatte delmål, men Socialdemokratiet foreslår, at vi laver delmål. Nok ikke på målt udledning, men på de etablerede indsatser«.

Må landmændene gøde mindre end i dag, hvis I kommer til magten?

»Det tror jeg ikke, som tingene ser ud i dag, hvis vi ellers kan nå miljømålene på anden vis. Og der må landbruget jo spille ind og være aktive. Men stiller man sig på bagbenene, og kan man ikke finde løsninger, der sikrer både miljø og produktion, så kan alle ting komme i spil. Jeg forstår godt, landbruget vogter over gødningsnormen, men vil man passe på normen, må man levere varen i form af en faldende kvælstofudledning. Der kan være forskellige veje dertil, hvor normen ikke er det første og største, man skal se på«.

Hvor ser du, at man kan mødes i et bredt forlig?

»Det er mange af de ting, vi allerede kender i dag. Et fødevareforlig skal ikke nødvendigvis kun indeholde nye ting, men også kendte ting, som en bred forligskreds så kan slå ring om. Den siddende regering har lavet en snæver aftale for at vinde goodwill hos landbruget, men har samtidig bidraget til, at landbruget, med rette, har kunne kritiseres fra flere sider, fordi man har taget alt for store chancer på miljøets vegne. Det vil jeg gerne ud over«.

Men skal især den røde fløj med i et bredt forlig, bliver der vel sat nogle begrænsninger for landbruget?

»Et bredt forlig går hen over midten og behøver ikke have de yderste fløje med. Til gengæld varer det på tværs af regeringsskifter, og det er det, man kan bruge til noget som landmand. Jeg tror ikke, at man skal være bekymret for, at nogle af rammevilkårene justeres lidt op og bliver bedre, mens andre bliver mere moderate. Samlet set ved landmanden, hvor han står på længere sigt, og jeg hører fra branchen, at det er det vigtigste. Det kan godt være, at produktion og miljø skal forenes bedre, men jeg er ikke i tvivl om, at vi kan gøre det på en måde, så dansk landbrug er her om to år og om 20 år«.

Faktaboks

  • Fødevare- og landbrugspakken blev indgået i december 2015 mellem den daværende regering samt Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og De Konservative.
  • Aftalen betød blandt andet et farvel til randzonerne og tillod øget gødskning.
  • Pakken blev mødt af hård kritik og kostede daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) jobbet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle