Salmonella kan tvinge landmand til at lukke

Christian H. Warming kæmper med at få bugt med salmonellaen.

Hvis ikke jeg får udryddet salmonellaen i besætningen, må jeg lukke. Hele min fortjeneste vil forsvinde i gebyrer for særslagtning.

Sådan ridser kalveproducent Christian H. Warming konsekvenserne op for sin nuværende situation. Siden slutningen af november har hans besætning med 600 kalve været i salmonelle status 2 pga. syge kalve, som han har købt ind.

Risikoen for at skulle ophøre med produktionen har været hans motivation for at blive salmonellaen kvit igen.

»Jeg vil gerne producere kalve. Jeg kan lide arbejdet og vil gerne fortsætte. Så udsigten til at måtte lukke har været mit drive hver eneste dag, siden besætningen faldt for sygdommen«, fortæller han.

Realistisk plan

Sammen med sin besætningsdyrlæge har han udarbejdet en handlingsplan for sanering mod salmonella. Og det går den rigtige vej, siger han med tilfredshed. Kort før påske fik han nemlig besked om, at de senest indleverede blodprøver var negative.

Kan han levere endnu et sæt negative blodprøver senere i maj, er besætningen atter fri.

At det forhåbentlig sker, skal tilskrives flere ting, mener Christian H. Warming. Men især, at han har lavet en realistisk handlingsplan.

»Vi kunne sagtens skrive flere sider om, hvad der burde gøres, hvis man skal følge den viden, som foreligger. Men virkeligheden er, at jeg ikke kunne indfri alt det, der kræves. I stedet har vi fokuseret på de ting, som var mulige at ændre og fastholde hver eneste dag«, fortæller han.

Skifter tøj

Salmonella overføres primært via gødning, og for at minimere smittespredningen har Christian H. Warming indført tøjskift, når han går fra et staldafsnit til et andet. Prisen har været et par ekstra kedeldragter, støvler og handsker, samt at han lige skal bruge et minuts tid på at skifte tøj, når han går ind og ud af en ny stald.

Besøgende får også overtræksdragter og støvler på, før de får lov at komme ind i staldene. Vognmanden, som henter og bringer kalve, kommer heller ikke i stalden mere.

Usikker tid

Selv om de seneste blodprøver altså var negative, er Christian H. Warming alligevel nervøs.

For en måned siden købte han som sædvanligt kalve af en mælkeproducent, som har været i status 1 i otte år. Ugen efter faldt mælkeproducentens besætning for salmonella.

»Det kan godt frustrere mig, at mælkeproducenterne kun får udtaget salmonellaprøver én gang i kvartalet. Jeg kan nå at hente smittede kalve flere gange, før smitten opdages i prøverne. Man burde indføre tankmælksprøver på uge- eller månedsbasis, hvis vi alle skal nå at reagere hurtigere«, mener Christian H. Warming.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle