Savner velvilje til bioethanol

Torkil Kvartborg på generalforsamlingen i Herning: Olieprisen kommer til at lægge bund under prisen på korn.

"Danmark halter stadig en del bagefter i produktion af energiafgrøder. Den politiske vilje til at fremme biobrændsel har ikke været til stede." Det konstaterede Torkil Kvartborg, formand for Hedens Landboforening, på generalforsamlingen i Herning. Knap 100 medlemmer deltog.

Torkil Kvartborg pegede på, at en større del af planteproduktionen på verdensplan bliver anvendt til for eksempel bioethanol, og at de politiske målsætninger på området er meget ambitiøse. Det betyder, at det inden for de nærmeste år bliver råolieprisen der kommer til at lægge bunden under kornprisen. Forventningen til kornprisen over de næste fem til seks år er derfor i niveauet 90 til 140 kroner - stadig afhængig af råolieprisen. Altså et helt andet niveau end man forestillede sig bare for et år siden.

Økologisk optimisme

"Også på det økologiske område har prisen på salgsafgrøderne udviklet sig særdeles gunstigt. I 2005 lå prisen på foderkorn på cirka 100 kroner pr hkg, og på nuværende tidspunkt ligger prisen på cirka 160 kroner," sagde Torkild Kvartborg.

"Det giver også grundlag for optimisme for den økologiske produktion, og vi har da også enkelte, større planteavlere der lægger om til økologisk produktion fra 2007. På landsplan er der behov for omlægning af 10.000 hektar pr. år for at imødekomme den fremtidige efterspørgsel.

På det konventionelt dyrkede korn har prisen udviklet sig særdeles positivt set fra planteavlernes synspunkt.

Prisen på foderkorn er steget fra omkring 80 til 100 kroner pr hkg, og for den kommende høst er der lavet maltbygkontrakter på omkring 120 kr. pr hkg."

Torkil Kvartborg nævnte fra deltidsudvalget, at deltidslandmænd nu udgør 60 procent af medlemmerne i Dansk Landbrug. Samt at det er besluttet, at disse landmænd får deres selvstændige rådgivningsafdeling på centret i Skejby.

Lokalt er der oprettet en indkøbsklub, der har opnået fordelagtige rabatordninger til deltidslandmændene. Formanden pegede desuden på særlige regelforenklinger for de helt små brug som et af flere fremadrettede tiltag fra foreningens side.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle