Situationen i Ukraine har stor betydning for kornpriserne overalt i verden

Rusland og Ukraine står for knap 30 pct. af verdens eksport af hvede. Krigen kan udløse en ny fødevarekrise.

Ukrainske og russiske landmænd er begunstiget med noget af verdens absolut bedste landbrugsjord. Sortjordsbæltet dækker hele det centrale og sydlige Ukraine og trækker et bredt bælte langt ind i Rusland.

Det er i dette kæmpe område, at ukrainske og russiske landmænd producerer 19 pct. af verdens samlede hvedeproduktion. Det gør Ukraine og Rusland til meget betydelige spillere på verdensmarkedet, hvor de tilsammen står for knap 30 pct. af verdens samlede eksport af hvede.

Hvede er den vigtigste kornart på verdensmarkedet og står for ca. 35 pct. af verdens samlede kornhandel. Derfor har forsyningen af hvede til verdensmarkedet stor betydning for fødevarepriserne over hele verden.

Det så vi under den seneste globale fødevarekrise i 2010-11. Dengang var krisen skabt af omfattende tørke og brande i Rusland og den tidligere sovjetrepublik, Kazakhstan. Det førte til høje fødevarepriser over hele verden, og det var en af de underliggende årsager til Det Arabiske Forår.

Vanskelig eksport

Det er umuligt at forudsige, hvordan krigen i Ukraine og sanktionerne mod Rusland vil påvirke kornpriserne i den kommende tid. Alene risikoen eller frygten for en nedgang i kornforsyningerne på verdensmarkedet får priserne til at stige.

Det sker på et tidspunkt, hvor høje energipriser og små lagerbeholdninger allerede har ført til markant højere afgrødepriser, end vi havde for blot et år siden.

Ifølge KornBasen mangler Rusland og Ukraine at eksportere 15 mio. ton hvede. Ukraine mangler at udskibe ca. 15 mio. ton majs, der er solgt, men ikke eksporteret.

Det er varer, som verdensmarkedet mangler, og som uvilkårligt vil få betydning for priserne - og for befolkningen i udsatte områder. Det gælder ikke mindst i Mellemøsten og Nordafrika, som i 2020-21 modtog 40 pct. af Ukraines hvedeeksport.

Store omvæltninger

Fra midten af 1800-tallet og frem til revolutionen i 1917 var Ukraine hele Europas kornkammer.

»Det var den stigende korneksport fra bl.a. Ukraine omkring 1870, der medførte et kraftigt fald i verdensmarkedspriserne på korn. Det var en væsentlig grund til, at dansk landbrug omlagde produktionen og påbegyndte en større animalsk produktion og eksport af især bacon, smør og æg«, siger Henning Otte Hansen, seniorrådgiver, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på KU.

Han tilføjer, at tvangskollektiviseringen efter revolutionen i 1917 startede en nedgang for ukrainsk landbrug. Først i 1968 havde Ukraine en landbrugsproduktion på samme niveau som i 1913.

Sovjetunionen har ligeledes været en vigtig producent og eksportør af hvede. I 1960erne var Sovjetunionen klart verdens største producent af hvede og samtidig verdens tredje-største eksportør. Efterfølgende og helt frem til sammenbruddet i Sovjetunionen faldt hvedeproduktionen. På kort tid udviklede Sovjetunionen sig til i 1980’erne at blive verdens største importør af hvede. Først omkring år 2000 begyndte udviklingen igen at vende.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle